Skoven

Efteråret er for mange mennesker en anerkendelse - en anerkendelse af, at intet varer evigt. I løbet af sommeren har vi gået og glædet os over solens stråler, og vi, (den danske befolkning) har endnu engang taget flyet til Sydeuropa, da vi simpelthen ikke kan få nok af solen. Vi vender tilbage med en gylden hudfarve, som vi så kan gå og føre os frem med. For noget tid siden, bladrede jeg igennem et katalog fra H&M, hvor de viste nogle af efterårets nye trends. Og dér slog det mig: Igen er brændte farver som rød, mørkerød, brun og endda helt over i de sorte nuancer, populære. Ligesom at naturen og vejret skifter, skifter vi selv farve i form af vores tøj og (i pigernes tilfælde) også make-up. Vores hår bliver mørkere og vi mister lige så stille vores gyldne hudfarve. Ja, efteråret er en anerkendelse. Men i efteråret gør vi os også klar til vinteren. Det er i efteråret, at vi vaccinerer os mod vinteren med den overdådighed af bær og frugter, der vælter frem. Så sent som i går, kom min mor hen til mig for at byde mig et æble, fra vores træ i haven. Inden længe vil æblerne enten falde til jorden eller så kommer fuglene og spiser dem, så det er med at nyde dem mens vi kan. Vi skal ikke bare sætte "høsten" ind på en konto og tro, at vi kan hæve af den, når vi engang får lyst. På baggrund af dette, fik jeg lyst til at gå en tur langs Langsøen, som jeg bor tæt på. Søen er omgivet af en skov, som jeg sommetider har cyklet igennem ­ det er ikke noget jeg har gjort for tit, da jeg synes skoven til tider, kan virke maskulin og barsk. Da jeg gik igennem skoven, fik jeg øje på en familie som samlede noget op fra jorden. Jeg blev nysgerrig, så jeg besluttede mig for at gå i deres retning. Jeg blev hilst velkommen af et kæmpemæssigt træ, og med dets enorme krone, kunne jeg tænke mig til, at dette var skovens mægtigste. Det passede på dets skov, den frodige kvindekrop, som jeg undrede mig over at jeg aldrig havde set før. Selv på en grå efterårsdag som denne, syntes skoven at omfavne dets gæster. Jeg var trådt ind i en