Krig og fred, to forskellige begreber og dog kan de bruges i samme sætning. Der er stille, og alligevel hører jeg larm. Der er ingen hjemme, men jeg kan stadig hører skrig. Jeg ved at de skrig, som jeg hører ikke findes, ikke mere. Lyden, som jeg kan høre, er kun ved mig, den er inde i mig, og den er tydelig som var det lige ved siden af mig det tager sted. Jeg har mørke tanker, tanker som jeg ikke kan komme af med, uanset hvor meget jeg prøver at komme af med dem, bliver de værre og værre. De vil ikke lade mig være. Skrigene bliver ved med at minde mig på de forfærdelige ting som jeg har gjort, de ting som jeg har set. Ting som ikke burde have fundet sted, men de gør det og jeg har set det. Billederne har brændt sig fast på min nethinde og kun for at blive. Mine tanker flyver af sted, og når de endelig stopper er det på det samme sted, som det plejer. Jeg er midt i en by, men jeg er alene, mine mænd og jeg er blevet beskudt, men vi kan ikke se hvor fjenden er, vi skyder ud i ingen ting, og imod alt der bevæger sig. Støvet lægger sig og jeg kan igen se noget. Mine mænd er væk, jeg kan ikke se dem, det eneste jeg hører er skrig, skrig overalt. Og pludselig stilhed, den eneste lyd, der er at høre er et barn, som græder, men ellers stilhed. Men jeg kan ikke se mine mænd, de er forsvundet, ud i intetheden ud til den evige søvn.
Det er gratis at oprette en konto