Kenneth Knap

En dulmende og sød fornemmelse bredte sig i kroppen på ham. Han var helt sikker. ”Jamen velkommen hid, kære papir!” sagde Skuffen. ”Ligesom alle andre, skal du have et navn. Selvom tiderne skifter, klokken slår og ingen ved hvor lang tid man bevares her. Så skal man naturligvis have tilegnet sig et navn. ”Jeg stemmer for Rose!” råbte Hans Hammer ovre fra det venstre hjørne af skuffen. ”Ja, Rose er et godt navn!” fastgjorde Skuffen. Hvorefter han straks besluttede sig, - ”Rose er navnet!” En klapsalve Simon Skruetrækker startede, bredte sig vidt i den lille skrivebordskuffe. ”Stop, stop, stop. Jeg får hovedpine mumlede Skuffen. ”Skuffen?” spurgte Hans Hammer. ”Ja, hvad så?” svarede Skuffen undrende. ”Hvorfor har du ikke noget navn?” spurgte Hans. ”Det behøver du ikke vide, Hans,” skurede Skuffen. ”Jeg skal nok finde på et navn til dig!” jublede Hans. ”Det behøves ikke, Hans!” sagde Skuffen i en tone så det var til at forstå. ”Men hvorfor?” spurgte Hans i håb om en af Skuffens velkendte historier. ”Tjoh, nu skal du høre. En gang for længe, længe siden, lang tid før du blev til Hans, kendte jeg en lille knap, Kenneth Knap kaldte vi ham. Han var flink og ydmyg da han kom her til, men en tur ud fra skuffen og ud i den store hvide verden, forandrede hans adfærd. Da han kom tilbage var han en helt anden knap. Slut!” stoppede Skuffen. ”Hvad! fortæl videre Skuffen. Hvad skete der med Kenneth Knap,” ”Det er lige meget,” mumlede Skuffen. ”Jo, fortæl, fortæl!” sagde Sarah Sav ivrigt. Materialerne var så småt begyndt at samle sig i en rundkreds, hvor de stille sad og lyttede til. ”Så lad gå da,” indledte Skuffen. – ”En eftermiddag klokken 14:55, efter sigende en kold eftermiddag, blev jeg åbnet. Ind kom en hånd jeg aldrig havde set før, det var ikke ejerens hånd, men en anden. Fuldstændig sikker var jeg. Hvad den havde at gøre der, var i situationen, endnu ikke til at vide, og jeg ved det stadigvæk ikke, men en gribende bevægelse tog Kenneth med i svinget. Jeg er ikke sikker på, om det var Kenneth personen ville have med, men hånden greb både Kenneth, Line Lim og en masse andre ting. Da Kenneth, Line og de andre ting så blev kastet til bords, blev de i en lynenes fart soteret fra og til. Jeg kunne se det hele med mine egne træøjne, Kenneth røg i kassen med skrammel, mens Line blev væltet og tabte ganske horribelt noget af hendes indhold. Et par timer senere, og Kenneth havde nu befærdet sig i skrotkassen et godt stykke tid. Tankerne strejfede hans urolige tankegang. Skulle han nu gå tabt i en eller anden latterlig bamse, måske en kommodeskuffe, en grim og brun kommodeskuffe. Det var ikke hvad Kenneth ville. Kenneth Knap var fremstillet til verden for at udrette og opnå noget. Og hvad så hvis Kenneth Knap, bare var en knap. De kunne da bare fortælle det til ham så mange gange de vil. Ja de ku’ sku’ så. Nå, hvor søren kom vi til?” ”Du, du, du var kommet til det stykke, hvor Kenneth Knap sad i skrotkassen og tænkte over en masse, masse, masse ting!” stammede Simon Skruetrækker i et ihærdigt og en smule forhastet forsøg på, at genvinde Skuffens hukommelse. ”Nå ja, selvfølgelig!” begyndte Skuffen. ”Efter et par minutters intens mental selvtillidsopbyggelse, tog Kenneth sig endelig sammen. Han begyndte aktivt at samle folk i skrotkassen ind til krisemøde. Kenneth måtte bare ud. ”Halløj, halløj!” startede Kenneth muntert ud, men folk ignorerede på det groveste Kenneths positive energi, og modsvaret på hans glade goddag, lød på en masse mumlen og et fuldstændigt lammet og tamt publikum. ”Hold da op, det skal nok blive svært!” tænkte Kenneth. ”Hey! Hør nu efter!” råbte Kenneth med en skarp og høj stemme, i et forsøg på at få deres manglende opmærksomhed. Det virkede. Nu lyttede de spændt. De virkede forundrede over hvordan en så lille knap kunne være så højlydt. Næsten målløse. ”Mit navn er Kenneth Knap, og mit job er, at skabe en løsning på dette problem. ”Hvilket problem?” råbte et grønt stykke læder, mens andre grinte lidt. ”At vi sidder fast her i skrotkassen. Synes du ikke det er et problem?” svarede Kenneth rystet over