Svendsens samling

Jeg var udmattet, jeg kunne ikke mere... jeg blev nødt til det, men kunne ikke… Jeg måtte ind igen, jeg måtte hjælpe ham selvom jeg egentlig ikke havde lyst. Det ville være lettest bare at lade være. Jeg tog mig sammen og satte mig op for at se om der var noget jeg kunne bruge til at holde fast i. Jeg prøvede at rejse mig op igen. Der var en gren der sad lavt på det træ med den åndssvage rod jeg var faldet over. Det var nok meget heldigt at roden var der, ellers tror jeg ikke at jeg ville have overvejet at gå tilbage. Men nu gjorde mit knæ så til gengæld ondt igen. Det var den dumme fodbold tackling Oliver lavede i fjor. Jeg var halvt oppe, da jeg mærkede knæets fulde smerte. Jeg kom op at stå, og slap grebet om grenen. Jeg var helt i chok ved tanken om at vi var blevet opdaget, det virkede stadigvæk helt uvirkeligt. Jeg var svækket og træt, smertefuldt haltede jeg langsomt hen mod huset hvor Dan stadigvæk var. Jeg sparkede hårdt lågen i plankeværket op med mit gode ben og haltede videre ind mod hoveddøren, dog lidt hurtigere end før. Smerten havde fortaget sig lidt, men var stadig slem. Da jeg nåede hoveddøren, tænkte jeg på hvad straffen kunne være hvis vi ikke snart kom væk derfra. Jeg snublede i brækjernet der stadig lå i entréen. Jeg nåede dog a støtte mig til en væg foran mig inden jeg faldt. Jeg samlede brækjernet op og fortsatte, nu næsten helt oprejst inde i huset. Jeg kunne høre råben, det var Svendsen. Dan gav dog også en smule lyd fra sig. Han prøvede at komme væk fra gulvet, men Svendsen havde sat sig på ham kunne jeg se, da jeg kom ind ad døren til en oplyst stue. Det var svært at genkende den fra før, da vi kun havde haft vores små lommelygter at lyse med. Svendsen fik øje på mig og råbte ”dig igen!?” Jeg råbte til ham at han skulle lade Dan være, eller jeg ville slå ham. Jeg så en mobiltelefon på gulvet, skærmen var stadig var fuldt oplyst. Han havde lige ringet til nogen. Politiet tænkte jeg. Jeg løb over mod ham imens jeg løftede min højre arm, hvori jeg havde mit brækjern. Svendsen rejste sig og prøvede at stoppe mit angreb. Jeg ramte ham hårdt på venstre skulder. Han tog sig til armen mens han faldt om på gulvet. Han vred sig i smerte. Udenfor hørte jeg sirener, de blev højere og højere, flere og flere. Jeg kikkede ud ad vinduet og derefter på Dan. Han kom hurtigt på benene. Jeg så på Svendsen der stadig lå og klynkede. Armen var brækket, kunne jeg tydeligt se. Jeg slap grebet om brækjernet, det faldt på gulvet og gav et højt ”DUNK. Så vendte jeg mig mod bagdøren og løb af sted med Dan i hælene. ”Hvad tog dig så lang tid?” spurgte han. Jeg så på ham uden at svare. Jeg havde kun en ting i tankerne, at komme væk. Vi løb igennem den mørke have på det våde græs, og forsvandt over plankeværket for enden af haven mens jeg lovede mig selv at det var sidste gang jeg lavede indbrud.