Det blev langsomt mørkt. Jeg kunne mærke hvordan jeg fik kvalme af tyngden, der trak mig bagover og ned mod gulvet. Jeg så hvordan folk greb ud efter mig i det jeg faldt, men deres reflekser var ikke hurtige nok. Jeg mærkede, hvordan en pludselig hovedpine ramte mig, da mit hoved ramte det hårde trægulv.
Mogens stod over mig og kaldte mit navn, mens de andre enten prikkede til mig eller råbte mit navn i forsøg på at få mig til bevidstheden.
Mogens er min dansklærer, han er meget flink, men han ved stadig ikke rigtig, hvad han skal gøre i sådanne situationer. Det hjalp selvfølgelig ikke at kalde mit navn, jeg var jo i gang med at få et af mine "sædvanlige" anfald.
Og så lå jeg der igen, i hospitalssengen på Glostrup Hospital. Jeg lå og stirrede på skiltet der stod på døren. Epilepsiklinikken. Jeg har enlig altid gerne ville vide, om jeg er den eneste der nogensinde har været her. Jeg syntes altid jeg er alene her ude, og de er
altid så forbavset over, at der faktisk kommer nogen. Det nogle af de få tanker, der falder mig ind, når jeg besøger klinikken.
De sorte bogstaver på skiltet havde stadig det tynde lag plastik hen over det, og alt var præcist det samme, som jeg havde forladt det, hver gang jeg kom tilbage.
Det er gratis at oprette en konto