Det var som at se “Go-morgen Danmark” med den samme konklussion hver morgen. Noget der sørgede for, at den samme tanke hver morgen, skød mig ud af sengen. Men alligevel ikke helt ud i hverdagen, for jeg var fanget, fanget i et spind skabt fra mit sind. Et univers der holdte for mine ører og lod ingen andre interesser komme mig ind på livet. Kalenderen sendte endnu en ny måned i spil, en måned der var virklelig talentfuld, indefor at finde de manglende brikker i mine erindringer frem. For hver morgen jeg sløset trådte de første rundter rundt i pedalerne, var det, som at dreje i en spilledåse der lod sød fuglesang stige til vejrs. Fulgene lod mig stige til himlen med dem, svæve med dem helt tidbage til i tiden. Til fortiden hvor manglende brikker af en erindring fandt sted. Et sted i københavn, et sted med dyr, et sted hvor ingen levende ånd slipper ud, et sted hvor højtalere fra morgen til eftermiddag umagt forsøger at efterligne skøn fuglesang for at tilpasse abernes ”habitat”. For at forbipaserende næsten føler, at man er kommet til at tage flyvemaskinen syd på, i stedet for at tage i Zoologisk have.
Ja, alt var godt, alt var normalt, alt var kedeligt. Solen stod højt på himlen den dag, og med familien under armen beundrede vi dyr i timevis. Det var noget vi tit tog lidt forgivet, muligheden for at kunne komme ind, og se alle de dyr vi ville. Begejstringen blomstrede tit lidt for vildt i mig, over de ting der imponerede mig, nogle gange tog det overhånd. Dagen derpå var ingen undtagelse, men mine manglende brikker fra erindringen fortæller mig ikke, hvordan den ellers flot-kuløret abe nåede at sætte tænderne i min triceps. Den fortæller mig heller ikke, hvordan det lykkedes mig at skabe adgang til dyrelægen. Men den fortæller mig derimod, at der var en grund til, at den abe måtte se sig klemt i et bur fyldt med tremmer og hakke ud efter den første og bedste.
Det er gratis at oprette en konto