Til en skoleopgave vælger den meget intelligente 13-årige Lou Bertinac at skrive om hjemløshed blandt unge piger/kvinder: Hun har holdt øje med en 18-årig kvinde, der hænger meget ud ved Gare d’Austerlitz. Den hjemløse No lader sig interviewe, men på visse betingelser. Efter at opgaven er skrevet, har Lou svært ved at slippe No igen. Et nyt venskab er begyndt.
Hvad var det bedste ved teksten?
Det bedste og mest unikke ved teksten, har været fortællingen i sig selv. Begge hovedparter har gået fra bekendte venner til søstre med en pagt. Man oplever forandring, og mange udsædvanlige handlinger udført fra begge parter. Nå man ikke tror der er mere i posen, så trækker de endnu en overraskelse op. Man oplever derimod også konsekvenserne for disse uigennemtænkte handlinger og alt som virkede så let virkede ikke knap så let mere. Så det bedste ved bogen var fortællingen, og de gennemtænkte træk som man læser i historien, og det efterlader en med mange ubesvarede spørgsmål. Som man jo faktisk kan sige, kendetegner livet. Det var som en følelsesmæssig rutsjebane.
Hvad var det værste ved teksten?
Lou er en utrolig intelligent pige, med mange spekulationer omkring livet. Så fordi hun er hovedpersonen, og det er ”jeg- fortæller”. Så er det meste af historien også baseret på Lou’s videnskabelige forsøg og udtænkte teorier om hvordan verdenen fungere. Men med så meget tankegang, kan man nogle gange godt glippe lidt ud af historien. Jeg syntes ikke det ligefrem slider eller ødelægger historiens værdi, men hvis noget negativt skulle nævnes, skulle det være det.
Det er gratis at oprette en konto