Analyse af H.C. Andersens digt 'I Danmark er jeg født'

Digtet ”I Danmark er jeg født” er et ”hyldest”-digt skrevet til Danmark i Romantikken, nærmere

Romantismen, som var et udspring fra Romantikken. Digtet er skrevet i 1850, som var lige i slutningen af 3-års-krigen, hvilket betyder at digtet har en del træk fra Romantikken, men også en del nationalistiske træk i sig.

Strofe 1 – H.C. Andersen skriver om at han hører hjemme i Danmark og oldtids kæmpegrave.

Strofe 2 – H.C. Andersen beskriver Danmark natur med tilbageblik på flagets fald fra himlen under danskernes korstog til Estland i 1219.

Strofe 3 – H.C. Andersen beskriver Danmarks betydning i Europa gennem tiden. Og han nævner guldhornene som er et levn fra den tid hvor vi var ASA-troende.

Strofe 4 – I de 4 første vers er gentagelse fra strofe 1 og derefter nævner H.C. Andersen de vilde svaner, hvilket ikke er så underligt da det er Danmarks nationalfugl.

Digtet er på 4 strofer, hver på 9 vers, hvoraf de sidste to vers i hver strofe er en gentagelse eller omkvæd. Digtet er opbygget ligesom krydsrim i de fire første vers, derefter er der stadig enderim, men ikke i nogen ”fast” rækkefølge. Alle strofer er dog opbygget på denne form:

”A,B,A,B,C,D,D,E,C.” Eftersom digtet kan synges har digtet en fast rytme for hver strofe. I strofe 2 er der bogstavrim i form af ”Gud gav... Gud giv”