Racines tragedier

Lucien Goldmanns disputats “Le Dieu caché”2) har ikke tabt sin betydning inden for litteratursociologien til trods for, at der er gået 30 år siden den udkom. Den fremstår stadig som et yderst centralt og provokerende værk i den litteraturteoretiske debat. Der har igennem årene været fremført en del kritik af hans analyser samt af hans metodologiske grundlag. Et kendetegn ved denne kritik er, at den oftest har været præget af en stillingtagen inden for litteraturvidenskabens traditionelle rammer og mindre inden for disputatsens sociologisk-historiske aspekter. Et centralt kritikpunkt mod Goldmanns tese synes især at være forbigået litteraternes opmærksomhed, som historikerne i nogle år har været opmærksom på3). Det vedrører hans centrale homologibegreb, hvortil der synes at danne sig et fundamentalt verifikationsproblem. I denne artikel vil jeg fremføre denne kritik samt vurdere dens betydning for Goldmanns tese generelt *** I. I den marxistisk inspirerede historieforskning har samfundets ideologiske overbygning ofte spillet en noget tilsidesat - for ikke at sige overset - rolle i afdækningen af den givne historiske samfundsformations forskellige niveauer. Det skyldes ikke alene marxismens almene teoretiske udvikling, at det ideologiske niveau således har ligget underdrejet over for de mere bastante økonomiske og politiske analyser. Der ligger i arbejdet med den ideologiske overbygning en række særlige vanskeligheder, ikke blot på grund af Marx’ mangelfulde udsagn herom, men også på grund af problemfeltets generelle karakter. I løbet af 60erne blev man blandt marxister i stigende grad opmærksom på denne ‘skævhed’ i analysen af samfundsformationens enhed. Ikke mindst den strukturalistiske marxreception havde indset dette. Althussers filosofiske arbejde fik i denne forbindelsen en ikke uvæsentlig betydning4). I kølvandet på denne voksende interesse for det ideologiske i midten af 60erne, fremdrog man inden for litteraturvidenskaben Lucien Goldmanns disputats, som et tiår tidligere havde