Hvor går grænsen?

Lavet af Kamilla JohansenHvor går grænsen? Hvor grænsen går, afhænger egentlig af en selv. Det er meget forskelligt fra person til person, hvor ens grænse er. Derfor skal man kende sig selv, og vide hvor ens egen ”personlige” grænse går.Forleden dag var jeg ude at gå en rask tur på en hovedgade, hvor der ligger en del butikker med diverse sager. Et kort øjeblik nød jeg, den dejlige solskin i mine øjne og den skyfrie himmel imens jeg slentrede hen ad den lange gade.

Jeg havde egentlig bare tænkt mig, at jeg skulle kigge lidt på det der fangede mig i nogle af de eksotiske butikker der ligger, så jeg gik bare i mine egne tanker indtil jeg synes der var noget. Det gik også fint, indtil en fremmed mand med lasede tøj og klipklapper pludselig kommer løbende hen til mig og nærmest plager mig om at gå med ind i hans butik, fordi han vil have at jeg skulle købe hans mest fantastiske souvenirs. Jeg takkede så nej tak til tilbuddet, fordi jeg tænkte at jeg nok hellere måtte videre. Manden der så vil sælge mig disse såkaldte ”fantastiske” varer, blev en smule fornærmet og sagde endnu engang, at jeg skulle med ind i hans butik. Egentlig gad jeg ikke, men jeg formåede at han var meget fattig, og fik medlidenhed med manden, så jeg gik med for et lille kig i butikken. Manden blev så ubeskrivelig glad, og fandt straks en masse ting frem, som jeg kunne få til en god pris, lige meget om det var solbriller eller krydderier jeg ville købe. Kun for at gøre den fattige mand og sin familie glad, købte jeg en masse krydderier med hjem. Manden var så taknemmelig for at jeg købte noget i hans butik. Da jeg så langt om længe slap væk kommer ejeren af butikken ved siden af så ud, og vil have mig med ind i han, jeg takker med det samme nej tak igen, og forsøger at fortælle manden at jeg må tilbage på hotellet igen. Det forstår han ikke, så han heller ikke rigtig noget af, så han fortætter med at plage mig. Jeg begynder bare at gå videre hen ad gaden, hvor det samme sker igen... HELE vejen ned ad den lange gade. Jeg indser, at ingen af dem lader være, jo mindre man køber noget i deres butikker, derimod hvis man ikke gør, så bliver de utrolig fornærmet. Jeg forklarer så de tiggende butiksejere der vil sælge mig deres ting, at jeg må videre og kan komme tilbage en anden dag, for ikke at skuffe dem mere end jeg allerede havde gjort. Jeg får så langt om længe lov til at gå videre i fred, af den grund jeg vil komme tilbage en anden dag. Hvilket jeg overhovedet ikke ville have i mine overvejelser, når det er sådan en behandling man får.