Jeg kan huske, at det var solens lysende smil, der vækkede mig i morges.
Jeg rejste mig op, kiggede ud af vinduet, kiggede ned på de små fine lerhytter, der lå tæt op ad hinanden.
Hist og her stod et tørrestativ, og der var smidt ting og sager rundt omkring. En cykel, et dæk, en gammel potte, var bare få eksempler, på de ting, der prydede og pyntede husmurene og gaden.
Landsbyen var rodet, slidt og gammel, men på en hyggelig måde. Landsbyen ville ikke være den samme uden alt rodet.
Gaderne var fulde af børnelatter og børn der legede, spillede boldt. Nogle legede fangeleg, forsøgte at gemme sig i en telefonboks, eller løb slalom om lygtepælene, der stod langs med gaden.
Det var en dejlig morgen. En tirsdag. En rigtig dejlig tirsdag morgen.
Pludselig holdt alt glæden og latteren op. Boldene holdte op med at hoppe. Børnene stod stille, kiggede op mod himmelen. Alt blev nærmest gråt, gik i slowmotion. Så kunne man hører en fjern summen. En hund gøede. Den fjerne summen blev højere. Børnegråd. En kvinde skreg. Skud. Mænd råbte. Flere kvinder skreg. Børn skreg. Et fly. Noget blev smidt ud af flyet. Landede på jorden med et højt brag. En eksplosion. Ild. Flere skrig. Flere skud.
Det er gratis at oprette en konto