“Alexander!” lød det inde fra stuen af. ”Gør nu hvad jeg beder dig om, så vi er fri for den her diskussion!”. Mor ville have, at jeg skulle i supermarkedet for at købe lidt mælk. Jeg gad ikke. Med en mild, sædvanlig og løgnagtig forklaring; ”Jeg har ikke tid, mor!”. Hver gang jeg svarede hende på den måde, blev hun pilsur og gik ind på mit værelse. Hvilket hun også gjorde denne gang. Hvilken overraskelse. Jeg sad i min seng inde på mit værelse og ventede på, at hun skulle komme og argumentere for, at jeg ikke skulle svare hende igen og at jeg skulle gå ned og købe noget mælk. Det hele kom som forventet. Jeg svarede bare ”Ja mor” til det hele og det endte med, at hun gik ind i stuen igen. Jeg låste døren pga. hendes helbredsproblemer. Hun hørte det nok. Hvis hun kom ind igen, ville jeg nok fortryde, at jeg havde låst op. Jeg forstod ikke, at tingene havde gået så vidt. Den ene dag var hun et højgravidt, positivt og socialt menneske. Den anden dag lå hun med et langt ar over sin mave, alene. Hun var så tæt på at få dækket sin ulykke. 7 dage mere, så ville det have været 15 år siden. Den dag, hvor jeg havde fødselsdag. ”Alexander! Luk den skide dør op lige nu!”. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at ignorere hende. Sidste gang troede hun, at jeg var stukket af. Men hun fandt så også ud af, at jeg bare sad lydløst inde på mit værelse, da hun spottede mig gennem nøglehullet. Men denne gang var anderledes. Hun blev ved. Hamrede til døren og råbte en masse ting, som jeg udlærte at overhøre. Jeg spekulerede over, hvordan hendes næste ”step” skulle foregå.
Det er gratis at oprette en konto