Jeg løb, jeg løb så hurtigt jeg kunne. Jeg vidste ikke hvad det var, der holdte mig i gang, tanken om at blive opdaget eller, at se billedet for mig igen. Hvordan kunne jeg dog gøre det. Hvordan kunne min jalousi, drive mig ud til dette. Billedet kom op i hovedet igen, hun lå der klædt i hvid, så fin og fredfyldt. Jeg løb stadig, men jeg havde ikke bemærket det. Men med et gik jeg fra at være følelsesløs til, at have ondt i hele kroppen. Jeg kunne ikke stå op længere, mine ben skælvede under mig. Jeg prøvede at klamrer mig til en skraldespand, men uden held. Den frostene jord var så kold. Månen kiggede ned på mig. Først med sorgmodige øjne, der lignede hendes på en prik, den aften hun fortalte om sine synder. Jeg kunne ikke se på den mere, jeg kiggede hen på det smukke træ. Hvor månen spejlede sig i frosten på stammen, og på de bladløse grene. Jeg så hendes blege hud for mig, den slangede sig med træets stamme. Det var det smukkeste syn. Men det varede ikke længe. Der kom blod, det startede fra hjertet, og gled ned over hendes nøgne krop. Den røde farve, dækkede snart den hvidblege krop. Jeg måtte op, jeg måtte da redde hende, jeg måtte da gøre noget. Men jeg var som lænket fast. Mine ben ville ikke røre sig, mine hænder ville ikke tage fra. Jeg sad bare der, og så hende lide en gang til.
Det er gratis at oprette en konto