Folkeviserne opstod i det lavadelige overklassemiljø i starten af middelalderen og blev brugt som danseviser. På dette tidspunkt i danmarkshistorien levede man stadig efter vikingetidens principper, hvor slægten og æren var vigtigere end alt andet, og selv små forseelser blev hævnet med drab. Problemstillingen, som skildres i de fleste af disse folkeviser, omhandler overgangen fra dette samfund til ét, hvor individet er vigtigst altså en konflikt mellem slægten og individet. Egentlig er navnet folkeviser forkert, da viserne ikke oprindelig hørte til hos folket, men i den lidt højere borgerstand. Navnet fik de imidlertid, da man i romantikken begyndte at interessere sig for dem. Da fandtes de på landet, hvor folket sang dem. Her indsamlede man dem, og heraf fik de deres navn.
“Torbens datter” er en på nogle punkter lidt utraditionel folkevise. Den har blandt andet delt omkvæd, hvilket ikke er helt almindeligt for folkeviserne. “Torbens datter”, som er en riddervise, fordi den omhandler kærlighed og drab, kan inddeles i seks hovedafsnit.
Det første af disse afsnit er strofe 1, der er en stevstamme. En stevstamme er en strofe, der står uden for selve handlingen som en form for indledning, der angiver temaet for resten af teksten. Denne stevstamme er speciel, da den indeholder en fortæller. Allerførste vers lyder nemlig: “Vi vare så mange søskende små”, og her ser vi tydeligt, at der er tale om en førstepersonsfortæller. Dette er meget sjældent i folkeviserne, der som oftest ingen fortæller har. Temaet, som også angives i stevstammen, er hævn, hvilket ses af det andet vers; “så årlig faldt os faderen frå”. Dette fortæller os, at faderen er blevet dræbt, og da der stadig i middelalderen eksisterede stærke slægtsbånd og æresprincipper, samt at man også stadig benyttede sig af blodhævnssystemet, som vi kender det fra vikingetiden, betyder dette, at børnene, for at bevare slægtens ære, må tage hævn ved at dræbe faderens drabsmand eller eventuelt en fra hans slægt.
Det er gratis at oprette en konto