Op mod Oslo aftalen er konflikten i total hårdknude da ingen af parterne anderkender hinanden til at have ret til noget som helst. Intifadaen havde været i gang i fem år nu og mange folk ville gerne se en løsning på konflikten.
Arbejderpartiet ønskede en fredsaftale med Palæstinenserne for at slippe af med rollen som besættelsesmagt.
To repræsentanter fra ledelsestoppen i henholdsvis Israels Arbejderparti og PLO indledte derfor i 91/92 en række forhandlinger uden for offentlighedens kendskab. September 1992 bliver måneden hvor de bliver enige og den kendte Osloaftale bliver til en realitet da Israels daværende statsminister Yitzhak Rabin og PLO’s leder, Yassir Arafat giver hinanden hånden i Washington.
Aftalen indebærer at de to stater anderkender hinanden. Samtidig får PLO lov til at flytte hovedkvarteret tilbage til de palæstinensiske områder. Her bliver Arafat mødt med jubel af sine brødre/landsmænd. Osloaftalen ville også sikre Palæstinenserne et selvstyre i Gaza og på Vestbredden. Palæstinenserne fik også ret til at have hovedstad i Østjerusalem. Det var ligesom første skridt på vejen i fredsforhandlingerne mellem Israel og Palæstina. Det var dog en aftale præget af diskretion fra Israelsk side da de gave Palæstinenserne lov til at oprette et parlament i Jerusalems forstad Abu Dis. Yassir Arafat fik det fineste kontor i bygningen, hvorfra man kunne se ind til de muslimske helligdomme i den gamle by. Selvom Palæstinenserne tog det som et grønt lys til selvstyre at de fik disse ting, var Israels regering og Israels parlament ikke helt enige om hvor langt denne Osloaftale skulle strække sig. Yassir Arafat når dog ikke til en afklaring under hans regeringstid da han bliver likvideret af en nationalreligiøs israeler. Da han ikke mener de skulle afgive noget af landet til Palæstinenserne og da slet ikke Vestbredden. Dette sker i november 1996 under en fredsdemonstration i Tel Aviv.
Det er gratis at oprette en konto