Fra 870 var Island en stort set ubeboet ø, hvor nordboer slog sig ned. Først var landet en fristat, men i 1262-64 blev det en norsk koloni og først i 1380 blev Island en dansk koloni.
Islands historie er en lang beretning om en flok frie folk der mistede deres frihed og måtte lide en lang og forfærdelig skæbne, for senere at genvinde kontrollen over deres land. Grundene til at det gik Island sådan, var 1: Island havde en meget lille befolkning på omkring 40.000 - 60.000 mand, og derfor et land med en meget lille befolkning. 2: Landbrug udgjorde en hovednæringsvej for islændingene, men efter som Island havde en meget spredt befolkning, der ikke var interesseret i at skabe småbyer og købstæder, var det svært, at udnytte fuldt ud. 3: Landet havde ikke særlig mange råvarer såsom korn, tømmer, jern m.m., så det måtte skaffes udefra, hvilket gjorde landet afhængigt af andre lande. 4: Island lå meget langt fra andre lande, hvilket betød at der kun gik meget lange fragtveje fra landet. Disse fragtveje blev kun benyttet i sommerhalvåret. 5: Landet havde ingen regering til at styre udviklingen på øen, og da den endelig kom, havde den ikke hjemsted på øen.
Det er gratis at oprette en konto