”Havfruens sang” er en 3-siders lang novelle udgivet i 1890 i samlingen Krøniker og er fortalt af en 3. person alvidende fortæller i bagudsyn. Denne novelle beskriver et selskabs møde med skellet mellem fantasi og fornuft, og hvordan de i løbet af aftenen ledes gennem tvivlens faser og til sidst finder ro i den naturalistiske tryghed. Henrik Pontoppidan har i denne novelles indledning benyttet et beskrivende impressionistisk sprog med enkelte metaforer, der uddyber hver en følelse så omhyggeligt, at gør læseren helt tilstedeværende. Linie 4: ”I over en time drev de om derude på strømmen, mens de henrykt betragtede havspejlets luende farvespil, der blev ved at veksle længe efter, at den glødende kugle var sunket ned i dybet”. Sprogligt er der en jævn fordeling af ordklasser. Pontoppidan overlader på denne måde størstedelen af beskrivelserne til læseren selv, ligesom tolkningen helt og aldeles er læserens ansvar. I begyndelsen møder vi en lang beskrivelse af vandets farver. Linie 6: ”Først var vandet blevet dybt vinrødt, derpå blommefarvet, ja et øjeblik endog ganske brunt, som om det var bestrøet med bark. Derefter skiftede det en tid med violet, orange, guldgult og ganske lyst kobbergrønt…” Allerede her tydeliggøres Pontoppidans maleriske fortællestil der sikrer læseren en farverig oplevelse. Dette forklares desuden i selve genren, hvor novellen, indeholder en meget tæt komprimeret opbygning – en opbygning hvor intet er overladt til tilfældighederne, og hvor intet er sagt uden at have betydning. Pontoppidan behandler den episke handling med en sådan umiddelbarhed, at der gøres stor plads til tolkning. Dette ses på linie 91: ”Men uheldigvis vågnede i det samme den døve lods. Og da han så den skræk, der stod malet i ansigterne omkring ham, troede han, at der var sket en eller anden ulykke, og sprang hurtigt op fra toften…” Denne observation støtter desuden Pontoppidans naturalistiske tankegang, der sammen med det moderne gennembrud løsrev sig fra både kristendom og fantasi. Man forsøgte i denne stilperiode at overføre en naturvidenskabelig metode til litteraturen og fantasien blev derved destrueret og tabubelagt. Fantasien som tabuemne findes repræsenteret i en række individer i novellen samtidig med at fornuften stærkt afbildes i andre personer. Som den mest solide og rationelle figur ser vi den i midten af båden placerede skæbnes. Hans placering afslører den fornuft han medbringer selskabet, og giver de andre en følelse af tryghed idet han tager ansvaret for båden. Han er gammel og klog, og respekteres derfor også når han sover. Som symbol på den uskyldige del af selskabet møder vi de to unge piger der sidder i den ene ende af båden og omfavner hinanden, mens de beundrer det usikre vand. Taknemmelig for at være i båden og ikke i vandet. Og lægen, som på ekstrem, men dog realistisk vis repræsenterer hele fornuften, videnskaben og velstanden. Han forsøger ihærdigt gennem hele denne sceniske fremstilling at overbevise de naive personer han har med sig. Linie 85: ”Kun den unge læge bevarede endnu koldblodigheden og sagde strengt: Herre gud! Vi er da ikke børn! Det er jo klart, at det hele har en ganske naturlig årsag…” Her knyttes der desuden et uundgåeligt bånd til sammenholdet mellem barn og fantasi. Dette er delvist med til at forklare tabubelægningen af det overnaturlige/uforklarlige da barnet som oftest ikke er noget man som voksen foretrækker at blive forbundet med. Det er i teksten hovedsagligt lægen der kommer til orde, i det han er den eneste i båden der for alvor forstår at forene tale med rationalitet. Han bruger tale til at overbevise selskabet og derved hive dem ned på det materialistiske niveau. Han repræsenterer Pontoppidan selv, og derudover hele moralen i teksten, som han i sin ivrige desperation forsøger at overbevise de skrækslagne personer om. ”Der er dog vel ingen der for alvor tror på havfruer og sådan noget spøgeri. Lad os bare være rolige, så opklares det hele såmænd nok!” Her, på linie 88, kan man associerer til moderen der trøster sit grædende barn som lige er vågnet fra et mareridt. Ude af det, væk fra al realitet, hænger barnet trygt på moderens arm, og bliver stille overbevist om, at der vel ingen er, der for alvor tror på havfruer. Samtidig ser vi på linie 101 doktoren der forgæves søger: ”…at tale det opskræmte selskab til fornuft”. Efter i en periode at have været ude i den frie usikre mystik, bliver samtlige dog igen hevet ned fra illusionen, og finder igen tryghed. Vi går altså fra at møde en usædvanlig ro, der omgiver alle i båden til at møde selve kaos, hvor svar ikke er tydelige, og hvor trygheden bliver flået ud af hænderne på os og forsvinder sammen med vores fornuftssans. Til sidst finder vi dog igen genoprettelsen af disse egenskaber, der får os til at føle tryghed i den klassiske verden. Ifølge Pontoppidan er dette kaos en styrkelse af den ro vi igen finder ved genoprettelsen, mens det f.eks. i et meget kendt eventyrmotiv kendetegner ethvert menneskes uforanderlige sandhed. Her er kaos et symbol på den udvikling der sker idet mennesket modnes, hvor den i Havfruens sang bliver betragtet som et sidespor, hvortil der kun findes en logisk løsning. I denne sammenhæng kan idealismen nævnes. Idealismen forklarer dette fænomen med fantasien overfor fornuften som et symbol på den opdelte verden, hvor intet er tilstede udelukkende i sig selv. Her findes der på Jorden nemlig alene afskygninger af virkelige virkeligheder og intet udover sanserne danner udgangspunkt for erkendelse. Doktoren, derimod er tilhænger af den sandhed, der siger, at materialismen alene kræver opmærksomheden. I slutningen hører man om hvordan den falske mystik alligevel påvirkede selskabet til at have følt en vis kontakt med det uvisse. Linie 123: ”Og skønt de nu alle vidste, at alt var gået ganske naturligt til, bevarede de dog hårdnakket en uhyggelig fornemmelse af at have været i kast med hemmelige og overnaturlige ånder.” Her kan igen overføres til billedet med drømmen, hvor barnet til sidst i sin frustration overbevises om, at alt hvad før var utrygt aldrig var virkeligt. Men dette barn vil alligevel gemme sit mareridt trygt inde i hukommelsen ved siden af fornuften. Ifølge naturalismen vil dette forhindre barnet i at få et fortroligt forhold til virkeligheden. Udover den umiddelbare overførsel til naturalismen som en del af det moderne gennembrud, findes der i denne novelle også en række temaer der bl.a. vedrører det at modnes og samtidig forholdet mellem ung og gammel. Hvordan et selskab af både gamle og unge tilsyneladende uden nogen familiær tilknytning til hinanden kan tilbringe en så intim aften sammen forekommer som et billede på, hvordan mennesket som individ – uanset alder og evne til at høre, kan se den vidunderlige verden vi kan modnes i. Mens den ældre generation sover, og altså ikke har brug for naturens inputs, da han har set hvad han skal se, sidder de to sommerklædte piger og stirrer fascineret på himlen og dens måne. Samtidig hænger nogle ud over rælingen og kigger på havoverfladen. Alle i balance i hver deres situation, og med hver deres forståelse alt efter graden af erkendelse i deres liv. Denne erkendelse hænger igen sammen med hjemme-ude-hjemme modellen, der sikrer hver enkelt person at opnå videre udvikling. Dette naturligvis uden at drømme og fantasere udover naturens egen mystik i sin direkte fremstilling. Det er nemt at lade sig forstyrre af en havfrues sang – især hvis den ikke synes ligetil at forklare med en rationalitet. På trods af, at vi litterært befinder os i en komplet anden tid end Henrik Pontoppidan, kan vi stadig lades til at tro, at fantasien kan erstattes med fornuft. Sandheden er, at skellet mellem disse er langt mindre end vi tror, og at det ikke er nødvendigt at frygte at lade sig rive med uden at kunne forklare eller selv se grunden hertil. Hvis man i sig selv er afklaret med naturen og med at denne indeholder uundgåelige mysterier, bliver det også nemmere at acceptere når man opdager at en drøm er virkelighed. I privatlivet kan der helt sikkert i løbet af et liv indlæres så mange erfaringer, at fornuften bliver en naturlig del af både fantasi og følelse, og man ender til sidst som den sovende mand med både fornuft og følelse i behold. Dette opnås kun ved at opmagasinere fornuft og følelser side om side i hukommelsen.
Det er gratis at oprette en konto