Den kolde aften: en gyserhistorie

Det var en mørk og kold aften, og jeg var på vej hjem gennem skoven. Jeg var kommet for sent til bussen fra byen og havde besluttet at gå. Det var jo trods alt ikke så langt, hvis bare jeg tog genvejen. Men det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg var ikke kommet mere end et par hundrede meter ind i skoven før jeg så en skygge længere henne ved træerne. Jeg gik selvfølgelig bare videre og tænkte ikke rigtig over det. Da jeg passerede det sted hvor skygge havde været, var der ingen skygge. Kun nogle dyr der puslede i bladene. Jeg kiggede tilbage for jeg hørte et knæk. Skyggen som jeg havde set tidligere, stod nu kun få meter fra mig, med et jernrør knækket over. Jeg kunne se at det var en mand i trediverne. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg kiggede derfor på mit ur, men det stod helt stille. Da jeg kiggede op igen, var der ingen mand at se, kun en lille seddel med en kniv stukket igennem ned i jorden. Jeg blev fuldstændig hvid i ansigtet. Og da jeg prøvede at gå summede mine ben .De var som limet fast til jorden. Jeg slæbte mine ben hen til sedlen for jeg måtte se hvad der stod på den. På sedlen stod der: VED DU HVORDAN DET FØLES AT VÆRE SULTEN, FOR DET ER JEG NU! Først forstod jeg ikke rigtig meningen med det, men pludselig kom tankerne flyvende op i hovedet på mig. HAN VILLE SPISE MIG!!! Jeg løb og løb men det var som jeg ikke kom et skridt videre. Pludselig kom der små væsener løbende efter mig, og der kom en kraftfuld vind. De tog fat i mine ben og rev i mig. Selvom det kun var to små dværge havde jeg ikke en chance. Manden som tidligere havde stået med et jernrør i hånden stod pludselig foran mig. Han drejede sit hoved hele vejen rundt og der løb blod ud af hans mund. Hans øjne blev mørkere og mørkere og med et var de helt sorte som kul. Han tog fat i min hånd, og uden jeg havde set noget, havde han revet min arm af. Der bredte sig en kæmpe blodpøl under mig. Manden stak sin arm ind i det hul hvor min arm havde siddet. Han trak lige så stille mit hjerte ud og spiste det. Jeg havde ingen følelser, sorg eller glæde i kroppen. Jeg blev bare stiv i hele min krop og faldt langsomt ned på jorden.