Jeg går i mellem store beton blokke, række efter række, både lave og høje og kan kun høre stemmer fra mine andre kammerater. Jeg kigger på tiden og kan se vi snart skal mødes ved indgangen til museet. Vinden bider i mine hænder og jeg skynder mig. Jeg er en af de første der når hen til indgangen, vi går straks ned at trappen. Trappen er glat og jeg er spændt, lige da vi kommer ind ad den store glasdør, lige med det samme står der en sikkerhedsvagt, og en visiterings maskine man ser i lufthavne. Jeg har altid været nervøs for at skulle sikkerheds tjekkes, men jeg for lagt min jakke og taske på båndet og går igennem rammen. Jeg kigger op igen og ser så at vagten ved maskinen kigger underligt på mig, jeg får et sug i maven af frygt for jeg har noget mistænkeligt i min taske. Men jeg tager hurtigt mine ting og går videre. Vi får udleveret et stativ til at sætte vores ting på, jeg ligger mine ting og går ivrigt hen og tager iPoden med historier på for derefter at gå ind på museet. Jeg går i min egen verden af historier fra jøderne. Jeg er optaget af historier og hører den ene efter den anden. Den der rammer mig mest er postkortene, inde i rum 2. Diverse postkort ligger som små vinduer på gulvet, og lyser så klart. Der er helt roligt og stille og jeg kan kun mærke de forskellige sjæle der bevæger sig rundt i rummet. De har indspillet stemmer på ipoden der læser nogle af brevene op og der rammer mig dybt og jeg sætter mig helt ind i situationen. At være på flugt, vide at man skulle til at dø. Blive mishandlet med arbejde, til man var så slidt at man bare gik borte. Lugten i rummet giver også den underlige stemning af at brevenes sendere er tilstede. Jeg tænker mig helt væk i at være i denne tid og at være jøde. Dette ville jeg ikke have kunne klare. Tænk hvad man har udsat andr
Det er gratis at oprette en konto