Tiden er et underligt fænomen. Jeg synes, at tiden kan sammenlignes med livet. Alting er tidsbestemt. F.eks. skal jeg op kl. 6.30 hver morgen, og køre hjemmefra senest kl. 7.45 for at kunne være på skolen kl. 8.00, når første time starter. Og når jeg så har fri, skal jeg hjem og lave lektier inden der kommer Beverly Hills kl. 16.10, og hvis jeg ikke når at blive færdig med lektierne, må jeg optage Beverly Hills og se om, jeg får tid til at se det senere. Hvis det stod til mig, skulle der ikke være noget, der var tidsbestemt. Man skulle stå op, når man var udhvilet, tage i skole når man var klar og tage på arbejde, når man havde lyst. Og der skulle ikke være et bestemt tidspunkt, man skulle lave lektier til. De skulle bare afleveres, når man engang havde lavet dem. Jeg er ikke særlig god til at passe tiden. Jeg går gerne for sent i seng, og står for sent op, og når det gælder lektier, så kommer jeg gerne for sent i gang med dem.
Da jeg var mindre, tænkte jeg meget over tiden. Om man kunne stoppe den. Det havde jeg nemlig set i børnetime engang. Der var den her dreng, som havde et stopur, og med det kunne kan stoppe tiden. Jeg syntes, at det var meget smart. Tænk engang hvis man nu bare kunne stoppe tiden midt i en matematik time, og så gå i brugsen og tage alt det slik, man ville have. Sådan et ville jeg meget gerne have, og jeg prøvede da også engang at opfinde et sammen med Helene og Louise. Vi sad oppe på mit værelse og snakkede om, at det kunne være meget godt at have sådan et, og begyndte for sjov at forestille os, hvordan man kunne lave det, og fik lavet en meget mærkelig tegning over, hvordan det skulle se ud – skønt vi godt vidste, at det ikke kunne lade sig gøre.
Det er gratis at oprette en konto