Jeg står på det kedelige, sædvanlige busstoppested og venter på den kedelige, sædvanlige gule bus, der altid snegler sig frem som en stor, gul klat der er ligeglad med omverdenen. Ved en bænk tæt på busstoppestedet sidder en mand med en flaske fyldt til randen med øller. På det sædvanlige, kedelige busstoppested føler jeg pludselig en overvældende tungsindighed over, at sådanne typer findes. Hvad gik der galt? Hvad skete der med en person som ham? Blev sutten taget fra ham for tidligt, eller er det måske noget endnu mere dystert, der har formet en mand, som nu bruger 90 procent af sin tid på en bænk og 95 % af sine penge på bajere? Det eneste tidspunkt at manden flytter sig, er når han skal i fakta for at købe discountøl. Folk går forbi ham og vender deres ansigter i afsky, og tænker at han er et sørgeligt tilfælde af et menneske, og han kunne da bare have gået i skole og flyttet sig ligesom alle os andre. Manden er ikke nødvendigvis ubegavet eller dum i min optik, men med et utrygt miljø og sjælelige læsioner opstår der måske en frygt, en frygt for at flytte sig.
Bussen kommer som sædvanligt sneglende, og jeg stiger ind og følger som altid normen. Jeg vinker i mit hoved farvel til manden på bænken. Jeg gør noget, som måske har været problemet for ham; jeg flytter mig. Manden på bænken kunne måske have været professor på Harvard eller have fundet kuren mod kræft, men med manglende opbakning falmer sådanne muligheder. Frygten for at flytte sig har måske altid været hans problem, for at flytte sig kræver selvtillid, og hvor meget selvtillid har man, når man er vokset op under dårlige forhold uden kærlighed?
Det er gratis at oprette en konto