Jeg husker den dag, den sommer, den unge herre og den hændelse tydeligt. Det var en morgen kort efter, at jeg var kommet til byen. Morgensolen malede himlen rosa. Det var en særdeles smuk morgen, som jeg sad og nød på en udsigtsbænk ved vandet i udkanten af skoven. Jeg sad der ganske ene, helt uforstyrret af min mærkværdige fod. I de gamle bøgetræer sad spurvene og kvidrede. Det var en smuk lyd, der frydede mine ører. Roser-ne og levkøjerne duftede helt fortryllende. Det var en frisk duft, som jeg forbandt med sommer. Jeg var tryllebundet af de skønne omgivelser. Der var sejlere ude på sundet, der interesserede mig meget. Det gjorde gevaldigt indtryk på mig, at folk kunne sådanne ting. Min besynderlige klumpfod hindrede mig i adskillige ting. Foden skammede jeg mig særdeles meget over, fordi den gjorde mig anderledes. Jeg ville gerne være mere elegant, så folk ville synes om mig. Elegant som hele den skønne natur. Det var grunden til, at jeg begyndte at sidde på udsigtsbænken om morgenen.
Naturskønheden, var det eneste der fangede min interesse, indtil en nydelig ungkarl satte sig i den anden ende af bænken og vækkede mig fra min drømmedøs. Der var ikke just nogen, der sagde noget, men jeg bemærkede, at han betragtede mig. Der gik ikke længe, før han snakkede til mig, og det glædede mig oprigtigt meget. Han havde en lidt gammel, men nydelig, sort jakke over sin hvide skjorte. Man kunne lige ane de brune lokker under hans hat. Jeg svarede ham høfligt tilbage, når han sagde noget. Vi faldt i snak om en masse fælles bekendte. Det viste sig, at vi kendte mange af de samme men-nesker, og det endte ud i en lang samtale. Bagefter måtte vi præsentere os for hinanden. Den nydelige unge herre hed Henrik Pontoppidan.
Det er gratis at oprette en konto