Identitet og venskab i 8. klasse

Jeg synes selv jeg er en stille og rolig dreng fra det indre København. Min mor er sekretær og min far er bankmand. Jeg går på en helt almindelig skole, med helt almindelig mennesker. Ja almindelig og almindelig, nogen af dem er lidt sære eller bare anderledes i forhold til mig. Jeg er personen som altid laver mine ting og gør hvad læren siger jeg skal. Men i vores frikvarter kan jeg godt være en bølle. Jeg går i 8.B, og der er 25 andre elever i min klasse. I min fritid kan jeg godt lide at stå på skateboard sammen med Anton. Anton er en modsætning i forhold til mig, Anton kunne aldrig drømme om at lave sine lektier, og svarer altid læren igen. Min mor siger det er en dårlig idé at jeg hænger ud med Anton, men det er jeg ligeglad med, så jeg plejer bare at råbe ”Claus & Anton – til hjulene flækker af mit skateboard!”. Måske er det en spydig kommentar og smide i hovedet på ens mor, men hun plejer ikke at sige noget til det.

Det er onsdag morgen, klokken er 08.00 præcis, og alle løber ind i klasseværelset. Vi skal have fysik/kemi, normalt er det ikke noget klassen er helt vild med, men denne gang er noget specielt. Vores fysiklære Yrsa har lovet os at hun vil vise hvordan man laver en bombe. Karl Knudsen var den første til at råbe ”Yes, endelig noget så vi kan få de sorte ned med nakken!”. Det synes Yrsa var yderst upassende sagt, og bedte Karl om at sætte sig på sin stol og tage sin T-shirt på igen. Vi er en klasse hvor alle personer er meget forskellige. 10 piger og 16 drenge, ikke sådan at alle drenge fra klassen ikke kan lide monstertrucks og splatterfilm, tværtimod, vi elsker dem faktisk. Heller ikke at alle pigerne godt kan lide Barbie dukker og make-up, det kan de i hert fald godt, skal jeg hilse og sige. Nej, vi er forskellig på den måde vi er, nogen er snoppet, andre er nede på jorden og nogen kan bare bedst lide centrum og andre er for meget i ny og næ. Bomben var så småt ved at være færdig, sidste del manglede, men der bedte Yrsa os alle sammen om at vi skulle sætte os på vores stol. Det gjorde vi og 10 sekunder efter, sprang den lille bombe som var lå nede i et lille glas bur, ingen ødelæggelse, men bare en lille bombe. Karl rejste sig og råbte ”Hvordan vil i have at vi skulle kunne udrydde de negere der er her i Danmark, med en bombe som ikke laver mere skade end en sort mands prut efter en hel ugen hvor han kun har spist løg?” Yrsa måtte pænt bede Karl om at sætte sig på sin stol igen. Karl var slet ikke imponeret og var yderst skuffet over den præsentation Yrsa havde smidt i hovedet på ham. Han ville selv hjem og lave en bombe der kunne sparke negernes røv tilbage til der hvor de kom fra. Der var ikke rigtig nogen i klasse der heppede på Karl, fordi vi alle synes det var en enorm dårlig ide, men Karl ville være sej, og gjorde stort set alt andet end at lytte til hvad vi andre sagde til ham.