Storebæltsbroen lukket under stormen i 2013

Mandag d. 28/10-2013 udbrød den værste oktober storm i næsten 11 år, over hele Danmark. Træer væltede, trampoliner fløj rundt og tagsten ramte folk i hovedet. Ødelæggelser blev der mange af, og der var to dødsfald. Vindhastigheden nåede helt op til 54 m/se. Ødelæggelserne kostede minimum 1 mio. I Danmark.

Jeg ankom ved Storbæltsbroen klokken 16:00 på det tidspunk var vindhastigheden 15 m/se. Jeg fik talt med en dame, Ninna Pedersen, som fortalte at hun var en af de første der ankom til den lukkede Storebæltsbro. ” Jeg har været fangede her siden 14:00, klokken er nu 16:15, jeg har børn i

bilen, som mere end gerne vil hjem og en bil kørte ind i min, så jeg har en smadre bil ” sagde den 42-årige Ninna Pedersen. Der var en masse folk der stod der og ventede til broen åbnede igen, folk løb frem og tilbage, der var råb og skreg, og alle frygtede var der nu kunne ske. Nogle havde endda småbørn med, som de var urolige for. Himlen var grå, folk gik i panik, men ingen kunne gøre noget. Klokken var nu 16:15 og der ankom flere og flere biller. Jeg fik øje på en lastbilchauffør der talte, nærmest råbte i mobilen. Jeg gik tættere på ham, ” nej, nej jeg skal nok passe på varerne, jeg kan jo ikke gøre for at der er storm” råbte han. Jeg så nogle tåre trillede ned af hans kinder, det er jo forstående nok. Hans mobil blev ved med at ringe, men han kiggede på den og så væk, men til sidst tog han den. ” Nej chef, den er ikke åben endnu, jeg skal nok ringe når jeg finder ud af noget”. Lyden af havet gjorder mig svagere i benene. En dame var oppe og diskutere med en politimand, ” nej, jeg gider ikke at slappe af, jeg har et barn der skal til musikopvisning klokken 17:00 og jeg bliver nød til at køre over broen nu” sagde den ophidsede dame. ” Frue jeg kan ikke gøre noget, vi kan ikke gøre noget, vi må bare forholde os i ro, indtil vi kan åbne broen igen” sagde den optimistiske politibetjent. Jeg kiggede op i himlen, flere og flere skyer dukkede op og ingen fugle, speciel måger var der ikke et syn af. Klokken var nu 17:00 og vindhastigheden blev kun værre og værre, den var nu helt op på 35 m/se. En billist løb frem og tilbage, hans bil lækkede noget, det var sort, tykt og oliet. Stanken af benzin var udholdelig, småbørn skreg, og helvede brød løs igen. Det blev mørkere og mørkere, og stormen blev værre og værre. Lyset fra broen hjalp heldigvis, ellers vil ingen kunne se noget. Folk snakkede med hinanden, alle blev urolige, og frygten om at broen vil åbnes, blev minimeret. Lyden af folk er skreg og råbte, gjorder hele oplevelsen værre, tanken om at ingen kunne gøre noget, gjorder alle folk skøre i hovedet. Naturkatastrofer har den største magt over mennesket, ingen kunne gøre noget, man skulle bare være tålmodig. Jeg fik et opkald fra min kollega. Hun var ved Lillebæltsbroen, der var ligeså mange mennesker derover, som der var her. En lille pige med en stor rød flyvedragt, løb frem og tilbage og råbte ” jeg vil flyve, jeg vil flyve” der var intet tvivl om, at hvis ikke hendes mor kom og tog fat i hende, vil hun rent faktisk flyve væk. Klokken blev 19:00, lugten af benzin forsvandt, vinden var ikke så vild mere. Der dukkede flere og flere biler op. ” Hej mor, jeg er ved storbæltsbroen, nej den er stadig ikke åben, jeg har stået og ventet her siden klokken 15:00, klokken er nu 19:00, men jeg fik snakket med en betjent, han sagde, at de snart åbner den igen” sagde en ung kvinde, som har stået her i snart 4 timer. Der var helt stille, kun lyden af vinden kunne høres, en betjent sagde i megafon at de vil åbne broen nu, der var en masse jublen, så det hele ente lykkeligt.