Den usynlige pige og Michelle

Hej. Jeg er en unormal pige fra en lille by udenfor Boholte. Eller det er ihverfald hvad begge mine forældre har kaldt mig her de sidste år. Jeg bliver sjælendt lagt mærke til i skolen og her hjemme. Det er egentlig rart at være usynlig engang i mellem. Jeg kan næsten gøre, hvad der passer mig, næsten. Jeg har en ven, en fjende, en elsker, og det er mig. Ja du tænker sikkert jeg er lidt sær, m4sen jeg har opdaget en leve inde i mig. En pige ved navn Michelle en der altid er der ved præsidentens taler, som bare står i baggrunden og er lidt usynlig, lidt ligesom mig.Jeg rejser mig fra græsplænen, der sidder en masse græs i mit hår, det må nu gerne blive siddende, jeg kan godt lide at føle mig som et træ. Et træ kan bare gøre, hvad det vil. Jeg vil bare ikke være et juletræ, det der med at blive fældet, tror jeg ikke, jeg er så god til. Jeg faldt engang ned fra et træ og slog mine ben, jeg brækkede det ene faktisk, fik gips på den aften det skete, husker det som det var rigtigt tungt. Da jeg kom over i skolen, spærrede alle øjnene op, følte det var første gang de så på mig i lang tid, de ville alle sammen skrive på gipsen, hvilket var en lille smule underligt da de ikke havde snakket til mig i flere år, så derfor sagde jeg nej. Men Michelle sagde, at de gerne måtte, Michelle smilede og så glad til, mens der blev skrevet og tegnet *** og patter udover den hvide gips. Jeg skal hjem nu, jeg vil helst blive her og gemme mig i græsset, men Michelle vil hjem. Michelle har på en måde magten over mig. Jeg bevæger mig henover den grønne græsplæne, den dufter helt vildt fantastisk, og jeg er ret sikker på, det lige er blevet slået, jeg elsker nyslået græsplæner, gør i ikke også det? Jeg kunne godt bo lige her på den grønne nyslået græsplæne, så ville jeg selv finde mad og passe mig selv, det kunne være rart. Du tror sikkert, at jeg ville blive ensom, hvis jeg boede her helt alene, men du tager fejl, jeg har Michelle, hun er med mig, tro det eller ej min ven, jeg er aldrig alene. Jeg er nu nået til min hoveddør. Det store guldhåndtag venter kun på at blive taget i. Michelle vil gerne, men jeg venter lidt, ved ikke, om jeg er klar til at gå ind. Michelle er altid så dominerende, når vi er indenfor. Hun snakker og pjatter med mor. Jeg kan ikke. Jeg vil ikke. Og allervigtigst, jeg tør slet ikke. Michelle skriger i mig, hun vil ind nu. Jeg lystrer som altid Michelle, og trækker ned i håndtaget, men der er låst, Jeg har aldrig oplevet det her før nu. Så laver Michelle den dominerende stemme i mig igen. Hun sagde vi skulle ud. Jeg havde fået nok!Jeg vil ud nu. Jeg vil ud og gøre en forskel. Jeg vil ud og mærke, at jeg lever, eller at jeg ikke lever. Det ville være rart endelig at finde ud af. Jeg har følt mig død ligeså længe, jeg husker, så måske er det bare sådan, det er. Måske har mørket virkelig overvundet lyset totalt. De sorte myrer har vundet over de hvide. Ulvene har vundet over kaninerne. Jeg tror, jeg ville få fred, hvis jeg fandt ud af, jeg var død. Så ville det jo være afgjort på forhånd, og alle Michelles forventninger til mig ville være uopnåelige. For når man er død, ligger man stille. Når man er et træ, står man stille. Når man er en sky, bevæger man sig. Der er ingen skyer i aften. Stjernerne er ubegribeligt store i aften. Det er alt for meget lys, som ikke er lys. For man kan jo se, de lyser op langt væk, men her er de ubetydelige også selvom de er så store. Hvis jeg skulle vælge et sted at dø, skulle det være den grønne græsplæne nede ved siden af byen. Når jeg så var død, ville børnene, der altid spiller fodbold finde mig. De ville ringe efter mor og far. Det ville Michelle syntes om. Jeg ville være ligeglad, jeg ville hverken være gal eller skuffet, bare ligeglad, som enhver anden, som alle andre i hele verden. Okay, måske ikke hele verdenen Michelle, men i hvert fald halvdelen. Jeg er lidt i tvivl om hvorfor, man valgte at sætte mig af her på denne klode. Michelle forstår jeg, Michelle kan le og smile, men jeg er her jo bare, jeg gør ingen forskel, det tror jeg i hvert fald ikke, jeg gør, det kan jeg ikke forestille mig at jeg gør. Jeg lukker døren til garagen og trasker ned mod byen til græsplænen. Michelle er bange, og siger hun kan høre tusind ulve, men jeg ved at, det bare er noget, hun forestiller sig, så jeg tysser på hende. Hun skal altid være så bange, det er til at brække sig over. Jeg har kun kastet op en gang i mit liv. Da jeg var lille, legede Michelle og jeg med perler. Jeg fandt en kæmpe stor hvid perle, og Michelle overtalte mig til at tage den i munden, det er typisk Michelle. Jeg kom til at sluge perlen, og til mors store skræk, sad den fast.Michelles stemme forsvinder lidt, da jeg når ned til plænen. Der er fire kæmpe master med lys. Michelle begynder at synge noget fra dansk toppen, men jeg synes, hun skal tie stille, for jeg hader dansk toppen! Man kan ikke bare sådan synge ud i luften, der skal da være et formål med det. Da Michelle endelig tier stille, spreder jeg tæppet ud og lægger mig ned. Det er koldt. Jeg ved ikke helt, hvad jeg laver her. men føler lidt indeni at, jeg skal til at dø. Det er svært at lade være. Jeg prøver at tømme mig selv for tanker, for jeg har hørt, det er sådan man dør. Men Michelle bliver ved med at tale til mig, hun fryser, siger hun, jeg er lidt ligeglad, for hun overdriver altid alt. Gad vide hvad der ville ske, hvis jeg aldrig vendte tilbage til dette liv, det hele ville nok blive nemmere, det håber jeg, men Michelle vil ikke dø. Hun råber, at hun vil tilbage til mor og far, men de er bare så ligeglade, de er ligeglade med mig og også dig Michelle! Michelle holder kæft! Jeg har virkelig såret hende tror jeg. Men Michelle, hør nu her, vi er ligegyldige om 10 år er vi glemt, vi er rådnet op i en kiste langt under jorden og dernede lever kun biller og regnorme. Du og jeg er som et maleri af en eller anden random kunstner. Udefra ser det hele måske meget godt ud, men når man kommer tæt på, er alt i opløsning, alt er grimme klatter, man kan endda rive sig på overfladen, hvis man tør røre det skarpe maleri. Michelle hvis vi levede i en syret verden, kunne vi to sikkert tilpasse os. Men denne her verden hader jeg. Jeg hader den Michelle. Jeg hader den ligeså meget, som du hader at leve med mig. Kig op Michelle. Derude blandt stjernerne tror jeg, vi kunne leve godt, du og jeg sammen, vi kunne gøre præcis, hvad der passede os. Men Michelle, vi kommer aldrig til det. I øvrigt er stjernerne alt for store i aften. Især lige her. vi går tilbage Michelle.Jeg kan mærke Michelle bebrejder mig alt det jeg har sagt i aften, jeg ved hun vil tænke over det, resten at sit liv.