Den grimme fugl

Vi sad alle sammen inde i bikuben, vi snakkede om, hvornår jeg måtte komme ud og flyve. Min far snakker hele tiden om, at jeg skal passe på. Han sagde hele tiden ”du skal passe på, din flyveevne er ikke så gode” men jeg forstår ikke, hvordan man kunne være en bi og ikke være god til at flyve. Men min far blev ved med at sige nej og min mor sagde aldrig noget. Det var far som bestemte alt derhjemme, så jeg lænede mig ind over bordet og kiggede ned i min tallerken. Vi kunne høre en lyd der ude. Det var som om der var noget, der var på vej ind i vores kube. Det blev højere og højere, og vi satte os underboret. Min far råbte ”vær ikke bange, det regner bare”, jeg blev mere rolig, og lagde mig ind i min mors arme. Lige indtil der kom et kraftigt ryk i vores kube. Vi skreg, også far. Kuben gyngede frem og tilbage, og jeg blev svimmel. Men med tiden begyndte kuben at gynge mindre og vi gik væk fra bordet. Der stod den. En stor kæmpe fugl. Den havde smadret vores køkken, da den bare hang med næbbet ind i kuben. Far var helt fascinerede. Han fortalte os, at det var en solsort. Jeg synes, at den var grim. ”Få mig ud herfra” råbte fuglen, ”få mig ud nu” råbte den igen. Min far turde ikke gå hen til den, så han havde rykket os alle sammen over i den anden ende. ”Jeg gør ikke noget, i skal bare skubbe mig ned”. Min far gik hen til den, for at røre dens næb. Da fuglen havde hængt der i en time, sagde mig far ”Vi skubber den ud nu, den kan ikke hænge der hele dagen”. Vi gik hen og holdt den på næbbet, og begyndte at skubbe. ”Skub nu til” råbte min far, ”pas på mit næb” råbte fuglen. Jeg blev helt forvirret, da de begge to råbte i munden på hinanden. Jeg kunne mærke, at fulgens næb blev løsere, så jeg skubbede hårdere og så røg fuglen ud, og den havde efterladt et lille hul i vores væg. Jeg kiggede ud af hullet, og så fuglen ligge på jorden. Jeg råbte det til min far, og vi fløj alle sammen derned. Min far holdte mig i min vinge, og fløj derned. Det kilede i min mave, det var første gang jeg havde prøvet det. Vi landede ligeved siden af fuglens fod, og der løb sjat blod ud på jorden. Vi troede, at fuglen var død, men den træk stadig vejret. Den var meget gammel, så vi spurgte om den ikke havde en kone vi kunne kontakte, men den havde aldrig været gift. Fuglen fortalte os, at den var forberedt på at dø. Den havde aldrig fået muligheden for smage på kærligheden, da alle pigerne synes han var grim. Han var ikke engang ked af det, da han fortalte os historien. Min mor græd, og man kunne se på far, at han også var ved det. Jeg syntes at det var synd for ham. Da jeg var yngre, fortalte min mor mig altid, at der var en til alle. En som altid ville holde af mig, og en der ville synes jeg var smuk. Men da fuglen fortalte mig om hans liv. Blev jeg bange for, at det også ville ske for mig. Jeg fik lov til at snakke med fuglen, da mine forældre gik op for at ligge min lillebror til at sove. Han fortalte mig om hans familie, og at han aldrig havde set sin far, og hans mor døde to år efter han blev født. Jeg begyndte at græde, og fuglen fortalte mig, at jeg skulle sætte mig ind til hans bryst. Det var helt blødt, så jeg kunne godt lide at ligge der. Han fortalte mig også mange sjove til om hans liv. Han havde jo ikke nogen forældre, som fortalte ham om hvad han ikke måtte. Han havde lavet mange vilde ting, men sagde også, at jeg ikke måtte være ond overfor mine forældre, og at jeg altid skulle lytte til hvad de sagde, og at de kun ville mig det bedste. Jeg syntes, at det var hyggeligt at snakke med ham, for han fortalte mig mange vigtige ting om min familie og om, hvordan jeg skulle passe på dem. Pigerne som ikke har gidet snakke med ham, fordi han ikke var den kønneste, havde ikke noget godt hjerte. For han var den sødeste fugl jeg nogensinde havde mødt, men også den første. Jeg faldt i søvn i hans arme, og da jeg stod op dagen efter, træk han ikke vejret længere. Jeg begyndte at græde, og råbte på min far. Han kom ned og hentede mig, og fløj mig op på mit værelse. Jeg vidste, at den gamle fugl var oppe i himlen nu.