Isbjørneungers vej til selvstændighed

I deres første leveår er ungerne helt afhængige af deres mor.

Ungerne fortsætter med at drikke mælk, indtil de er mindst et år.

På det tidspunkt har ungerne mistet deres mælketænder og æder nu kød, som moderen har skaffet.

Det er først, når ungerne går ind i deres anden sommer, at de selv begynder at tage jagten alvorlig.

De følger da lige efter deres mor og efterligner enhver af hendes bevægelser.

De ser, hvorledes hun sniger sig ind på byttet ved at trykke sig tæt mod isen, samtidigt med at hun udnytter enhver form for skjul.

Når hun-isbjørnen står ubevægelig, gør de det samme, og når hun til sidst kaster sig med byttet, følger de straks efter.

For det meste jager de på isen, og da de ofte under jagten må bevæge sig fra isflage, lærer ungerne også at svømme.

Hunnen må til at begynde med hjælpe sine unger op på en isflage.

Enten trækker hun dem op ved ar at bruge sine tænder, idet hun griber fat i det løse nakkeskind eller også skubber hun bag på ved at hjælpe af sin snude.

Efterhånden som ungerne får erfaring, opmunter moderen dem til selv at jager, mens hun venter et lille stykke borte for at overvære forsøget.