Analyse af novellen 'Tur i natten'

I novellen ”Tur i natten” fremstår hovedpersonen, Mark, som en meget forsigtig person, som lader til at have styr på sit liv. Han er bange for fart, og som det står beskrevet i starten af teksten, har han ikke altid været det. Han er et ”pænt menneske” og skal ikke køre for stærkt, eller udfordre skæbnen på nogen måder. Mark beskrives at være i alderen ca. 30-40 år gammel. Han har en kone og to børn. Han elsker sin familie, men afslører senere i novellen, at han har været sin kone utro. Jeg tror grunden til at han steg ind i bilen, selvom han ikke var meget for det, var at han selvfølgelig gerne vil hjem, men også fordi der er lidt spænding at hoppe ind i en fremmed mands bil. Det er nok også derfor han har været sin kone utro, fordi han mangler spænding i sit liv og fordi han har et ”andet jeg” som har fundet på at gøre det.

Manden, som Mark kører sammen med i bilen, beskrives som lidt dyster i det, men også realistisk. Manden og Mark minder meget om hinanden. Jeg mener at manden er Marks samvittighed. Manden kan fortælle meget om Mark og hans knap så pæne sider. Han er den der udfordrer ham, til det han ikke tør. Manden er ligesom ”den lille djævel som sidder på hans skulder”, og skubber ham ud i ”det farlige”. Mark er en person, der prøver at være ”pæn”, han er meget stereotyp, han vil gerne have en pæn familie, i et pænt hus, med en pæn bil. Det er der samvittigheden udfordrer ham, ved at prikke til ham, og spørge ind til utroskab. Hvis man ser det ud fra Freuds Personlighedsmodel, er Manden Overjeg’et (Superegoet), som ser langt inde i Marks perfekte bevidsthed, mens Mark, som er Jeg’et (egoet) Kun ser det der er synligt. Mark er på en måde en ”grå mand på gaden”, som kun vil lukke øjnene op for det han kan se, og for det han vil se. Superegoet udfordrer Marks perfekte bevidsthed, hvilket både Manden sagde ind gennem vinduet: -Skal de ikke strække benene? Mark gik lydigt ud af vognen. Det er godt at få lidt motion! Sagde Manden, som gik rask frem og tilbage. Mark fulgte efter, næsten småløbende. Manden gik hurtigere og hurtigere. Mark trippede efter, lidt bag ham. –Nå, sagde manden, -vi må vel videre! Kom! Han gik hen mod vognen. –Hør, sagde Mark og blev stående, -Hør engang… Manden vendte sig om. Mark gik langsomt hen mod ham. Han knyttede hænderne, løftede dem. Manden så smilende på ham. –Nej! Sagde han, -nej, det er sådant et pænt menneske! Mark lod hænderne falde og fulgte efter ham. De satte sig ind i vognen og kørte videre.”