Pladetektonik i evolutionen

Amalia Bøttcher Nielsen Pladetektonik og Evolution

Pladetektonik Og Evolutionen

    

Af Amalia Bøttcher Nielsen

Amalia Bøttcher Nielsen

Pladetektonik og Evolution

  

Hvad er pladetektonik?

       

Pladetektonik er en geologisk teori om at Jordens fundament er opdelt i plader der flytter sig i forhold til hinanden og som alt andet bygger på. Teorien består af at man tror på at den yderste skal af Jorden indre har to lag; en ydre lithosfære og den indre asthenosfære. Lithosfæren er den ydre stive og relativt kolde stenskal på 100 km. Den består af jordskorpen og den øverste del af klappen. Jordskorpen er den øverste del af lithosfæren og er 10-70 kilometer tyk. Asthenosfæren er den mellemste del af Jordens klappe og den underligger direkte lithosfæren. En zone af lav styrke i den øvre kappe definerer toppen af asthenosfære. Denne svage zone tillader pladerne i litosfæren at glide over toppen af asthenosfære. Dette kan være forklaringen at kontinental bevægelse og vækst, “polvandringer”, ændringer af klimazonernes placering, udbredelsen af aktive vulkaner og jordskælv samt fossile dyr og planter.

Pladetektonikkens historie

I 1912 argumentrede Alfred Wegener for tanken om at kontinentalbevægelse kunne skyldes at verdens fundament byggede på plader, men hans ideer blev ikke taget alvorligt af mange geologer der alle efterlyste drivkraften bag kontinenternes bevægelse. I 1960’erne ændrede denne holdning sig dog på baggrund af nogle nogle opdagelse. Først og fremmest var det det opdagelsen af den Midtatlantiske bjergkede, der ændrede mange geologers holdning. Geologers accept af denne teori om kontinentalbevægelse og havbundens spredning, som er de to afgørende dele af pladetektonikken, kan sammenlignes med den Kopernikanske revolution inden for astronomien. I løbet af meget få år, vendte billedet sig fuldstændig inde for geofysik og geologi.