det startede i 0 klasse og sluttede i slutningen af 6. Klasse da jeg valgte at skifte skole, det var en svær beslutning som kun jeg kunne beslutte, min mor fortalte mig i flere år at det nok skulle blive bedre med tiden, det fik mig til at tænke på at det faktisk godt kunne ske, men der skete ikke noget, det blev værre og værre og det ramte mig rigtig hårdt, det ligger som et åbent sår i mit hjerte og jeg har svært ved at glemme det. Det kommer frem i mine tanker når jeg ligger i min kolde, seng fyldt med mine tårer, når jeg var i skolen, følte jeg mig alene, følte mig usynlig, følte jeg var den eneste der kunne se mine tårer i frikvarterene, den eneste der kunne mærke det som jeg mærkede, det var en forfærdelig følelse. Gennem tiderne har jeg fået en angst med en helt masse ting, jeg lod som ingen ting og satte et falsk smil frem, bag mit falske smil var der en trist mund som ikke tænkte på andet end den kæmpe smerte jeg gik igennem. Hvorfor var det lige mig som blev mobbet, er det fordi jeg har en etniskbaggrund, er det fordi at jeg er mørkere end de andre eller er det fordi at jeg havde en anden kultur. Det spørgsmål stiller jeg mig selv hverdag. jeg er da ligesom de andre, jeg er født og opvokset i Danmark, jeg er lige så meget dansk som de andre, bare fordi jeg er mørk i huden og er muslim, betyder det ikke at jeg ikke er dansk. Jeg kunne ikke få andet end et falsk smil på mine læber, ingen måtte se at jeg var svag, ingen måtte nyde det at få mig til at græde, og nyde at se mig lide. Det gik først op for mig da jeg startede på den nye skole, hvor meget jeg egentlig havde taget skade af det, hvor meget lort de egentlig havde gjort, og hvor meget had jeg har til dem, starten på den nye skole var hellere ikke ligefrem den bedste start, jeg blev venner med en som hedder Simone, hun var sigøjner langt brunt hår, brune øjne, lidt brun hud og ikke særlig høj en typisk sigøjner med attitude, jeg hængte meget ud sammen med hende så jeg på en måde fik en slags anderkendelsen på at jeg havde venner, og vi havde det faktisk rigtig hyggeligt vi tog ned på Hornbæk skole bare for at vise at jeg ”var kommet videre” og at jeg ”havde venner nu” vi havde det godt sammen, indtil den dag hun tvang mig til at ryge hash, jeg vidste at det var forkert men man stod i den dilemma, hvad hvis jeg nu blev upopulær og mobbet igen men jeg var stærk nok til at sige nej og allerede der kunne jeg se at hun ikke var den bedste at gå sammen med, jeg fortalte det til min lærer da jeg følte det var det rigtige, men hvad ville konsekvenserne være hvis hun fandt ud af at jeg havde sagt det til læreren, og det fandt jeg så ud af en uge senere, Simone fandt ud af det og hun tog så fat i mig, rigtig god start på den nye skole, hun tæskede løs på mig, jeg kunne bare ikke få mig selv til at slå igen, det var som om min hånd blev lammet og jeg ikke kunne bevæge den, jeg lod hende slå på mig. Tankerne fløj inde i mit hoved ” så sker det igen, hvorfor er jeg så fucked up jeg bliver mobbet igen, jeg skifter skole og det hele kører i en ring”, jeg lagde ikke mærke til smerten da jeg havde prøvet værre ting, mobningen var værre end at blive tæsket, heldigvis blev Simone smidt ud af skolen og det var en stor lettelse, en mindre ting at tænke på og så begyndte de andre i klassen at åbne sig op for mig, jeg fik rigtig mange venner og jeg blev faktisk en af de ”populærere” i klassen, jeg kunne med alle og vi havde det rigtig godt sammen. efter jeg startede på den nye skole, og begyndte at gøre noget ud af mig selv, begyndte de at tage kontakt til mig og begyndte at snakke med mig, jeg så ikke hvor usle små djævler de egentlig var, jeg faldt lige ind i fælden og svarede dem, det skabte bare flere problemer, så jeg slettet min facebook så de slet ikke kunne få kontakt til mig. En af de piger som mobbede mig ud af skolen, startede så i min klasse, hun begyndte at være helt vildt sød overfor mig og det fik mig til at føle mig helt speciel, da hun var den ”populærere” på min gamle skole, men den eneste grund til hun startede var for at mobbe mig ud og det fortalte hun til min gamle klasse, jeg gad ikke tro på det indtil den dag hvor hun begyndte at finde på rygter om mig som slet ikke passede, jeg ignoreret hende og gad slet ikke have øjenkontakt med hende, det var så forfærdeligt, hvad nu hvis jeg blev mobbet igen, hvad ville der ske, ville jeg gå psykisk ned eller ville folk bakke mig op og være på min side, det satte alle mulige tanker op i mit hoved, men heldigvis flyttede hun tilbage til min gamle skole, men hun fandt på nye rygter om mig, hun fortalte de andre at jeg mobbede hende ud af skolen og meget mere. Det jeg havde været igennem bla. Mobning holdte jeg inde i mig selv i mange år indtil slutningen af 9’ende klasse, hvor jeg fortalte det til min tætte veninde, det var godt nok svært at få ud, men kunne ikke klare at holde det i mig selv mere, jeg fik det dårligere med mig selv hver gang jeg tænkte på det, jeg kan stadig mærke smerten, jeg har stadig svært ved at gå forbi Hornbæk skole, og dem fra min gamle klasse, jeg vil hellere tage en omvej eller vente på de er gået. Så mange spørgsmål fylder mit hoved. Jeg er stolt over mig selv, over at jeg er som jeg er, at jeg tog den kæmpe beslutning, og jeg stadig kan smile, selvom jeg har været så meget forfærdeligt igennem. Jeg levede i min egen sorte smalle kasse, hvor der var spørgsmål tegn overalt. Er jeg ikke pæn nok til at have venner? Er jeg ikke sød nok eller sjov? Jeg følte ikke at jeg var anderledes, jeg ligner da de andre, jeg er bare mørkere og har brunt hår og brune øjne, hvorfor er børn så modbydelige. Jeg fortalte det til min lærer en dag, men hun sagde at jeg bare skulle komme videre, sket er sket. Det kan godt være at sket er sket men det kan ikke glemmes og det gør stadig lige så ondt, det er som at have et åbent sår som aldrig bliver helet, det kan ikke syges eller noget, det er der bare, og piner en når man er alene, jeg prøver at lægge det væk og tænke på noget andet, så startede jeg så i 10’ende klasse, virkelig det bedste der nogensinde er sket for mig, endnu en god beslutning, jeg får gode karaktere, og der er gode lærer, jeg er stolt over at jeg er nået så langt på så kort tid, jeg er begyndt at få bedre selvtillid, men smerten er der stadig, det hele gik faktisk op af bakke da jeg fik et job i juiceplanet hvor jeg er i kontakt med kunderne, jeg er blevet mere social og ikke så genert som jeg plejede at være, jeg tør godt at sige fra nu og det er et kæmpe skridt for mig. Jeg kan stolt sige at jeg er stolt at jeg er den jeg er, hvis folk havde været det samme igennem som mig, havde de ikke kunne klarer at leve mere, men jeg holdte hoved højt. Kæmp for dine beslutninger, lad ikke andre kæmpe for dine beslutninger, selvom du har været en masse igennem aldrig tag den mørke side, gå mod lyset, find lykken. Selvom din familie siger at det tager tid og det hele nok skal gå, skal du stå ved dine beslutninger og flytte. Jeg ved ikke hvad skulle havde gjort hvis jeg ikke flyttede skole, jeg er evig taknemlighed over min beslutning.
Det er gratis at oprette en konto