December 1991 var jeg i det SAS-fly, som nødlandede få meter væk fra Arlanda Lufthavn ved Stockholm. Her er min beretning om den ubehagelige oplevelse:
Jeg tager den sidste slurk af min kaffe, inden stewardessen kommer gående forbi med en skraldepose. Hun smiler til mig, som om at alt er okay. Kaptajnen har lige sagt, at vi bliver nød til at nødlande, da der er et problem med motoren. Jeg er rigtig bange. Ved siden af mig sidder et gammelt ægtepar. Jeg kan mærke at damen, også er bange. Hun sidder og trækker vejret meget hurtigt, mens hun holder sin mand i hånden. Han sidder, og prøver på at berolige hende. I det mindste rejser hun ikke alene, tænker jeg stille for mig selv. Flyet begynder at bevæge sig ned ad, det går hurtigere, end når, man lander normalt. Jeg kigger ned igennem flyet, de fleste sidder bare, og stirrer ind i sædet foran dem. Stewardesserne løber ned igennem flyet og sørger for, at alle har deres sele på. De har et stort smil på læberne, men virker meget anspændte. Jeg kigger ud af vinduet, vi er meget tæt på jorden nu. Jeg tænker på min mor og forstiller mig, at hun siger at det nok skal gå. Min far sidder ved siden af hende, og ryger på hans pibe, mens han har et stort grinende smil på sit ansigt. Min søster sidder og holder mig i hånden, mens hun fortæller om hvordan hendes dag i skolen er gået. Med et forsvinder det hele, og alle mine venner står foran mig. De griner, mens de går sammen over mod mig og giver mig et stort gruppekram. Jeg ser hvert et ansigt for mig. Alle mine venner, mine kolleger, min familie. Med et er jeg tilbage i virkeligheden. Jeg får et stik af, at jeg ikke har sat nok pris på mit liv. Om få sekunder vil det være over.
Det er gratis at oprette en konto