Regn er noget mystik. Selvt om den kun er vand, som falder fra himlen ned, er det også noget som sætter vores tanker og følelser i gang. Folk i Afrika, løber ud og danser i det med glæde. Folk i Sydamerika tilbeder det. Hos os i Europa, får det os at tænke, glemme tid og sted, mens vi lader tankerne løbe den vej de vil.
Jeppe Aakjær, en dansk digter, er en af de mange som er blevet inspireret at skrive et digt om regnet. “Regnvejrsstemning” har han skrevet i 1898, som kom ud i digtsamlingen Derude fra Kjærene i 1899.
Hans digt er skrevet på gammelt dansk, mens en ny dansk digter, Søren Ulrik Thomsen, har skrevet et nyere digt om regnen, som han nævner “Ode til regnen” .
I digtet regnvejrsstemning er der 8 strofer med to vers i hver. Det sidste ord i det første vers, rimer med det sidste ord i det næste vers. Rytmen er jambisk. “ Een Draabe fyldt af Lysets Guld, een levret sort som Jordens Muld” (s.16 l.13-14). Du svinger hele tiden op og ned.
Mens i Ode til regnen er der 11 strofer hvor alle stroferne har 2 vers, uden den sidste strofe som kun har et vers. Dens rim og rytme passer bedre ind, til en sang end et digt, synes jeg. Det er ikke så meget rim i dette digt, og rytmen kommer fra ordet ‘fordi’ som kommer næsten i alle stroferne. Det er som om at alle stroferne er et vers i en sang, og strofe 11 “ Derfor elsker jeg regnen” (s.17 l.21) er omkvædet i sangen.
Det er gratis at oprette en konto