Regnen piskede ned ad ruderne. Alma lå og så film på sofaen, da telefonen pludselig ringede. Alma for sammen, men hun rejste sig ikke. Maren tog telefonen, og med det samme fik hun et ulykkeligt, men bange blik i øjnene. Alma kunne spotte en tåre i Marens øjenkrog. Det føltes som om, Maren snakkede i evigheder. Alma stirrede nervøst på sin mor under hele samtalen. ”Jeg kommer med det samme”, sagde Maren til sidst, og lagde røret på. Hun satte sig langsomt ned, og Alma stirrede forskrækket ind i sin mors øjne. Efter lang tids stilhed fik Maren endelig sagt, ”Det var Mormor. Morfar er blevet indlagt på sygehuset, hans hjerte fungerer ikke så godt længere”. Alma forstod alvoren i sin mors blik og kiggede ned.
Udenfor stod regnen ned i stænger, men de måtte afsted. Alma løb ud i bilen, og satte sig på forsædet. Hun spændte sikkerhedsselen, mens hun kiggede sig selv i bagspejlet. Aldrig, havde hun set sine egne øjne så triste, matte og følsomme. Hun kunne føle, at hun havde en klump i halsen, og hun var bange og anspændt. Alma ventede et stykke tid før hendes mor kom. Under hele turen græd Alma, og det var svært for Maren at trøste hende når hun selv kørte bil. Vinduesviskerne kørte fra side til side, i takt med at Alma græd. Nu græd Maren også. Inderst inde vidste de jo begge, at Alma snart ville miste sin morfar, og Maren sin far. Marens far havde i lang tid været syg.
Det er gratis at oprette en konto