Rumrakettens historie

De første raketter, blev opfundet helt tilbage i middelalderen. I en arabisk bog fra 1200 tallet, bliver der beskrevet en pil af ild, som menes at være en raket. Kineserne brugte pilene som våben, imod det mongolske folk. Raketterne bestod af rør, fyldt med en blanding af trækul, salpeter og svovl. De var meget upræcise, så de blev nød til at skyde mange pile af på en gang, for ellers ville man aldrig kunne ramme målet.

Nyere raket forskning. Konstantin var en russisk skolelærer. Han skrev en af de første bøger om rumfart, i bogen beskriver han, hvordan man kan bruge flydende brændstof i stedet for krudt, som man brugte dengang. Efter Konstantins død, kom der en fysiker ved navn Robert Goddard. Han lavede en række forsøg med raketter. Den første af hans raketter opsendte han i 1926, Raketten brugte som sagt flydende brændstof. Den fløj i alt kun 56 meter og nåede en hastighed på 100 km/t. Selvom raketten mislykkede, gav han ikke op. Han prøvede flere gange med forskellige raketter, men han nåede aldrig at få en raket ud i rummet. De sidste af hans raketter nåede op på 2000m. Goddard døde i 1945. Tyskerne ville også være med til at udvikle raketter, men de havde mange problemer. Raketterne som de byggede fløj sjældent, og når de gjorde, fløj de ikke særlig langt. I 1942 foretog Wernher von Braun den første vellykkede prøveafskydning af V2-raketten. Raketten fløj på flydende ilt og alkohol, hvilket gav en hastighed på 6000 km/t. Tyskerne fremstillede over 3000 raketter. Raketterne blev brugt som våben, under 2. verdenskrig. London var en af de byer, der blev hårdest ramt af de tyske raketter. Efter krigen valgte Wernher von Braun sammen med sit hold af teknikere, at overgive sig til amerikanerne. De sendte dem straks til White Sands, som var det sted hvor de studeret i raketforskning. Det så ud til, at Sovjetunionen ville klare sig bedst mod USA. Fra en base udenfor Aralsøen sendte Sovjetunionen i 1957 Sputnik 1 i kredsløb om jorden. Satellitten var meget lille, den var kun 57 cm i diameteren, og vejede det, der svarer til en voksen mand. En måned senere, blev Sputnik 2 sendt ud i rummet. Satellitten var fem gange større end Sputnik 1, og om bord var hunden Lajka, som var det første levende væsen i rummet. Amerikanerne blev desperate, og de kom hurtigt i gang med at bygge en ny raket, Vanguard raketten. Raketten var fejlkonstrueret og eksploderede ved affyringen. I 1958 prøvede amerikanerne så igen, denne gang med 4 pioneer raketter, men det skule vise sig at de også fejlede. Men det lykkedes dog sidst på året, at sende en satellit ud i kredsløbet. Sovjetunionen sendte også nogle satellitter ud for at udforske månen, og det lykkedes så i 1959 med satellitterne Lunik 1, 2 og 3. Nu kunne alle se, hvordan månen så ud fra den anden side. Den 12. april 1961 nåede Sovjetunionen målet, da den kun 27-årige Juri Gagarin som det første menneske blev sendt ud i rummet. Turen varede dog, kun 108 minutter, og han landede senere 800km udenfor Moskva i en faldskærm. Så hvis amerikanerne ønskede at komme først op til månen, skulle de handle hurtigt.