Således slutter Johannes V. Jensens digt ”Ved Frokosten” fra digtsamlingen ”Digte” fra 1906 om en mand alene på en café med sit smørrebrød og sin snaps. Det er en mands fortælling og minder om bedre tider med pigerne Emma og Olga ved sin side, som han sidenhen har mistet. I det følgende vil især digtets brug af lyriske virkemidler blive analyseret nærmere, samt fortællerens synspunkter og tilstand. Til sidst følger en perspektivering til digtet ”Græs” af Tom Kristensen.
Digtet ”Ved Frokosten” minder ikke umiddelbart om det, vi normalt ville forbinde med et digt. Man kan blive forvirret af blandingen af det referentielle og det poetiske sprog. Det minder mere om en novelle på grund af dets længde og manglende rim. Alligevel har det mange lyriske træk, som man vil forbinde med et digt.
Digterens brug af allitteration og assonans skaber et særligt et særligt flow i digtet, som gør, at digtet lyder lettere, og som får det til at flyde bedre, selvom der ikke er konsekvent brug af enderim:
”Men nu skælver mit Bryst imod Snapsen, som jeg har skænket mig af den iskolde Flaske”
I dette citat skaber s’erne et flow i sætningen, som gør, at man tilføjer en rytme til digtet, når det læses op. Samme virkning har brugen af assonans i følgende eksempler:
Det er gratis at oprette en konto