Det kan godt være lidt mærkeligt at skrive efter 2 år, men jeg er begyndt at spekulere på hvad i går og laver?
Det er [NAVN A] der skriver her. Jeg har tænkt meget på om jeg skulle tage afsted den dag jeg nu gjorde det, om i faktisk fik mad, og om i kunne klare jer selv uden mig? Og de spørgsmål havde hjemsøgt mig i flere måneder, men jeg er kommet over det, på en eller anden måde. Jeg har overvejet om det var det rigtige, og tog så en beslutning over dine bekostninger. Men jeg vil gerne fortælle min historie til jer, her er den:
Jeg stod op den tirsdag hvor jeg tog afsted, og kiggede beundrende på dig, vores børn. Din skønhed var for overvældende. Jeg stod op og gjorde mig klar til at tage af sted, det var noget jeg havde tænkt på i meget lang tid, men var ikke rigtig blevet enig med mig selv. Jeg stod i døren til vores søns værelse, da du kom ud fra værelses og kiggede på mig. Ville ellers været taget afsted inde at du stod op, men nåede det ikke. Hen på dagen skete der ikke noget, det var bare det samme på arbejdet, som det plagede. Maria plagede mig med alle de åndsvage papirer, men jeg overlevede. Da jeg kom hjem der ved 18 tiden. Da jeg sagde at jeg ville køre ned og hente brød, blev jeg i tvivl. Jeg satte mig ud i bilen, og startede motoren, og kørte ned mod en resteplads. Jeg efterladte bilen der, og gik videre. Jeg sov inde i en busk den nat, med kun en jakke, pung, og pas.
Det er gratis at oprette en konto