Kære Lisbeth Jeg beklager meget at jeg ikke er hjemme, og passer på familien. Sådan skulle tingene slet ikke have været. Jeg ved at det jeg har gjort er meget respektløst, og jeg håber, at du og børnene har det godt. Jeg savner jer inderligt meget. Jeg har ikke haft tid til at skrive til dig før nu, så jeg synes at du fortjener en forklaring på hvad der skete den tirsdag, hvor jeg skulle ned og hente mælk. Jeg havde bestemt mig flere måneder før at jeg bare ikke hørte til i Danmark. Jeg følte mig tom indeni, og følte bare at jeg skulle væk. Så langt som overhovedet muligt. En af grundene til det var som du nok ved, at vi ikke havde det på samme måde, som da vi var nyforelskede og kunne se en fremtid sammen. Den dag hvor jeg satte mig ind i bilen, startede motoren og kørte hjemmefra, var med tårer i øjnene. Jeg kørte i ti timer uden stop, og tænkte kun på det her mislykkede forhold. Det bragte mig til Hamborg hvor jeg overnattede på et hotel, og mødte en dame ved navn Lotte. Hun havde gjort sig de samme overvejelser. Hun var fra Hamborg, og kom med i bilen, uden at ringe til sin mand og børn. Jeg var lidt overrasket over det, men jeg var glad for at have én med. Vi kørte nu i tre timer og stoppede for og få lidt og spise. Efter vi havde spist lidt, drønede vi hurtigt videre, og kom mange timer senere til Bern. Dér savnede jeg virkelig dig og børnene. Der var på intet tidspunkt hvor jeg ikke ønskede i var med mig. Lotte og jeg overnattede i Bern. Efter en lang nattesøvn forsatte vi videre. Vi talte om hvor meget vi savnede vores familier, men vi blev til sidst enige om at det var det bedste vi havde gjort. Vi forsatte ned langs Schweiz, og kom til Frankrig og var ved en by der hed Toulouse. Jeg kunne mærke at bilen begyndte at hakke lidt i det, så jeg kørte ind til siden og kom til den konklusion at bilen var død. Bilen som ellers var min yndlingsbil gennem tiderne. Kan du huske da vi hentede den, hvor vi var oppe hos dine forældre og vise den, vi var så stolte. Vi ledte nu efter en af de udlejningssteder hvor man kunne leje en bil. Vi fandt et sted. Jeg lejede en Mercedes, sikke et køretøj vi lånte. Nu var vi på vejen igen og kørte til Marseille, og fortsatte videre. Da jeg kørte i min egen tanker, tænkte jeg igen på om det var det rigtige valg jeg havde truffet. Jeg længtes virkelig efter børnene og se deres søde lille smil der sagde ”hej far”, og kom stormende hen til mig. Men jeg kom bare til den samme konklusion hver gang, at det bare ikke var sådan jeg skulle leve resten af mit liv. Lotte og jeg havde nu kørt flere hundrede kilometer og kom til en by der hed Valladolid. Vi fandt et hotel hvor vi kunne overnatte billigt. Vi var på farten næste dag igen. Kørte og kørte og til sidst kom vi til Madrid. Lotte og jeg snakkede om, hvor vi egentligt ville hen. Vi diskuterede frem og tilbage, og blev til sidst enige om at tage ind til Madrids lufthavn, for at spørge om de havde fly til Afrika. Vi kom derind, og de sagde at der var to afgange til Afrika. Den ene til Mali, og den anden til Niger. Det kom som en raket i mig. Jeg havde en ven i Mali, så derfor bestilte vi to billetter til Mali. Vi skulle af sted næste dag, så vi kørte tilbage til biludlejeren i Valladolid, afleverede bilen, og tog en taxa tilbage til Madrid. Da vi kom til Madrid, fandt vi endnu et billigt hotel. Dagen efter da vi var ved lufthavnen, tog vi alt vores bagage med, og ventede bare på afgang. Jeg tænkte konstant på jer. Hvordan i nu havde det, hvad i gik og lavede. Mine tanker blev afbrudt af højttaleren. Det lød at vi skulle gå ombord. Vi kom op i flyveren, satte kursen mod Mali og landede der fire timer efter. Der var hedebølge og temperaturmåleren viste 45 grader. Det var alt for varmt med det tøj vi havde på. Da vi kom et stykke ude foran lufthavnen skulle jeg have fat i min ven Hans. Jeg vidste at han boede i en by der hed Gao, og vidste at han hed Andersen til efternavn. Vi gik ind på den lokale politistation og fandt en Hans Andersen i Gao. Vi fik fat på en taxa der kørte os til Gao. Jeg fandt en telefonboks, og ringede til Hans. Jeg sagde at jeg var kommet til Mali sammen med en dame ved navn Lotte, og at vi var kommet for at bo her, men at jeg først og fremmest manglede et sted at bo. Han sagde at jeg var velkommen når som helst. Lotte og jeg kom hen til Hans, og vi fik en god snak. Efter et halvt år flyttede Lotte til en anden by, og jeg har ikke snakket med hende siden. Men her til sidst vil jeg bare sige at jeg tænker meget på jer, og ville ønske i ville komme og besøge mig.. Du kan få fat på mig på det telefonnummer og den adresse, som jeg har skrevet bag brevet.Kys børnene fra mig. Med venlig hilsen, Jens.
Det er gratis at oprette en konto