Malaria er en livsfarlig sygdom, som skyldes et parasitangreb. Dette parasitangreb stimulerer flere forskellige immunologiske beredskaber. Det vigtigste immunrespons mod malariaangreb skyldes antistoffet IgG som i samarbejde med makrofager hæmmer angrebet. Antistoffer er store proteinmolekyler, som reagerer med antigener og samarbejder med det øvrige immunsystem. IgG er et stærkt specialiseret antistof, og det er det vigtigste forsvar mod de fleste langvarige infektioner. Første respons mod en fremmed organisme som f.eks. malariaparasitten, sker ved at antistoffet IgM angriber den indtrængende organisme. IgM er et meget uspecifikt antistof, som senere overlappes af det mere specifikke antistof IgG.
Parasitterne fra malaria danner forskellige overflademolekyler, som udstilles på overfladen af de inficerede røde blodlegemer. Såkaldte T-hjælperceller er antigenspecifikke, hvilket vil sige at hver enkelt celle kun kan erkende et bestemt antigen. Antigenerne fra de inficerede røde blodlegemers overflade skal derfor først opdages af T-hjælpercellerne, før antistofdannelsen kan forekomme.
Som det ses på figur 2a. bliver de inficerede røde blodlegemer hos den ikke-immune klæbet fast til blodkarvæggen. Dette skyldes at kroppen ikke har dannet antistof imod malariainfektionerne. Det medfører at de inficerede blodlegemer ikke transporteres til milten, hvor de ellers ville være blevet nedbrudt. Malariainfektionen er hermed igangsat og uden hjælp fra antistoffer kan denne ikke standses. På figur 2b. ses, at antistofferne har forhindret de inficerede røde blodlegemers bindingsmolekyler i at sætte sig fast til blodkarets væg. Nedbrydelse af blodlegemerne vil derfor ikke forhindres da disse frit kan transporteres til milten.
Det er gratis at oprette en konto