'At vaske hænder'

Det hele startede en torsdag, da et ellers helt almindeligt brev dumpede ned i Abdullas postkasse. Brevet var fra hans uddannelse som tømrer, han er blevet smidt ud for besiddelse af stoffer, igen. Det var den 3. Skole Abdulla var blevet smidt ud af, på kun 2 år. At blive tømrer havde ellers været hans drøm siden han var helt lille. Den uddannelse var det sidste han havde tilbage. Hans forældre døde da han var 16, og siden da har han skullet klare sig selv. Han lever i en lille lejlighed på Nørreport, og hans elevløn var hans eneste indkomst. ”Fuck det her lort” skriger Abdulla i det han for læst brevet færdig. Han smider brevet på køkkenbordet, til højre for det massive bjerg af opvask der er begyndt at samle sig, og tænder sig derefter en joint. Hashen hjælper på humøret, men Abdulla ved det ikke er vejen frem, men lige nu, magter han ikke at gøre andet. Han ringer til Ahmed for at høre hvad han laver, de aftaler at mødes på ”bænken” som er deres normale mødested på Christiania. Abdulla ses ikke længere så meget med Ahmed, han er blevet lidt for bøllet her på de sidste, men det er den eneste ven Abdulla har. På vejen begynder hashen at virke mere og mere, og han kan mærke jo mere og mere den virker, jo mindre tænker han på skolen, og til sidst har han helt glemt den.