Forløbet på Enola Gay

Inden vi tog af sted mod Hiroshima, havde jeg Oberts Paul Tibets,(junior) som kaptajn på Bombe Flyet Enola Gay, en masse opgaver der skulle uddelegeres. På flyet var vi 12 mand. Udover jeg selv var kaptajn, havde vi en anden pilot, bombekaster, navigatør, løjtnant, kommandør, sekondløjtnant, sergent, radiotelegrafist, og en over sergent, som var vores flyvemekanisk. Jeg var jo kaptajn og øverstkommanderende på flyet, så det var mig der havde det overordnede ansvar for min besætning. Jeg skulle sørge for at der var drikkevand på flyet og at alt vores elektronik fungerede optimalt. Hele min besætnings familier og også nogle af deres venner var dukket op foran hegnet ved flyve basen. I det øjeblik suste der en masse tanker igennem mit hoved, hvad hvis det var sidste gang jeg så min familie og venner? Hvad hvis det var den sidste gang jeg kunne gå og føle, hvis vi styrtede ned? Alle de tanker strøg gennem hovedet på mig, men inderst inde vidste jeg at det ikke ville ske. Vores sikkerhed på flyet var rigtig god, vi havde falskærme om bord og en selv op pustlig rednings båd, hvad skulle kunne gå galt?

Under turen:

Vi gjorde klar til bombning og vores bombekaster Thomas Ferebee, havde åbnet lemmen i bagenden. Jeg kunne mærke vinden suse helt ind til cockpittet hvor jeg sad. Hvad nu hvis bomben sprang inden vi nåede at kaste den, så det var os der sprang i luften? I det øjeblik pumpede adrenalinen gennem min krop, og jeg havde en inderlig angst for at jeg skulle dø. Jeg nåede ikke at tænke og drage flere konklusioner, da jeg kikkede mig over skulderen og fandt ud af at bomben var smidt, ”puha”, sagde jeg og tørrede sveden af min pande. Der lød et kolossalt brag og Byen Hiroshima var bombet i ruiner. Jeg vendte flyet om, og fløj tilbage mod vores base. Vi fløj tilbage til flybasen hvor vi blev mødt med sang og flagrende flag. Nogen råbte, ”we did it, we did it”. Hvad var det egentlig vi havde gjort, stillet jeg mig selv spørgsmålet. Vi havde lige bombet en af de vigtigste militær og industribyer. Jeg var super glad og tænkte at nu ville det blive svært at starte en ny krig. Jeg tænkte ikke engang over hvor mange mennesker jeg havde været med til at dræbe, nææh, jeg holder med mit fædre land, og det vil jeg altid gøre.