Når man kigger tilbage i tiden har kvindekroppens ideelle figur ændret sig væsentligt. I begyndelsen var det tiltrækkende, hvis en kvinde var hel rund, havde former og fedt. Det var et stærkt symbol på, at hun var frugtbar og klar til at føde en masse sunde børn. Norma Jean Baker, også kendt som Marilyn Monroe var et sexsymbol i manges øjne. Med hendes runde former og talenter har hun inspireret mange mennesker. Flere tusind piger har hun været rollemodel for, men sådan er det ikke længere. Det ses, at unge piger prøver på at blive tyndere, og det er næsten skræmmende efter min mening. De runde former er blevet udskiftet med slanke ben og tynde taljer. ”Atelophobia: The fear of imperfection, of not being enough”. Det hele begynder vel med, at man ikke føler sig god nok i forhold til andre. Hvis man kigger nøje efter, følger de fleste piger modeller, populære piger og andre piger de ser op til. Gennem sociale medier som Instagram, Facebook og Tumblr ser man hele tiden pæne mennesker med en masse følgere. Naturligvis får man lyst til at være som dem, hvilket gør, at man så småt begynder at hade sit eget udseende. Det overflødige fedt på kroppen og dets virkning på én, fyldes som tanker i ens hoved, og det er det eneste man fokuserer på. Nogle træner bare, men andre har også overraskende store nedskæringer og ændringer i deres daglige kost. Det kan føre til et større problem som spiseforstyrrelse. Personerne omkring dem vil muligvis opdage, at deres vægttab forsætter, men ofte vil personen ikke selv kunne se det. Jeg betragter det nærmest som uhyggeligt, for jeg har selv et par veninder, der ikke har det godt med sig selv. Det gør mig ked, at mine ord ikke rører dem, da deres tanker fylder for meget i forvejen. De går næsten efter et uopnåeligt mål, og stopper ikke, før følelsen af at have en perfekt krop har falmet dem ind. For nogle er det for sent, når de opdager det for det kan allerede have udviklet sig til spiseforstyrrelser som anoreksi eller bulimi. Jeg synes det er ærgerligt, at de har stiller sig selv et så enormt krav: At være perfekt i andres øjne. Ordet perfekt har altid irriteret mig, for folk tolker det helt forskelligt. Selv har jeg fundet mit eget bud på det. Jeg har stødt på mange, der for eksempel mener, at det er når folk beundrer én, hvis folk ser op til én selv eller hvis man har det, alle ønsker. Det er efter min mening overfladisk og ligegyldigt. I bund og grund synes jeg, at man måske er en svag person, hvis andres tanker påvirker en så meget. Det fører kun til triste tanker, men hvis ens mål med livet inderligt er at have det pæneste udseende, så er det fint. Det her essay er egentlig lidt dobbeltmoralsk af mig at skrive, da jeg selv godt kan forstå de piger, der prøver på at slanke sig. Min sundhedsplejerske sagde engang, at jeg var over gennemsnittet, og at jeg ikke måtte tage på. Det påvirkede mig meget, da jeg hørte, at alle andre piger i klassen var under eller på gennemsnittet. Jeg sammenlignede mig selv med dem konstant, og jeg følte mig anderledes, hvilket var dumt gjort. Jeg følte ikke selv, jeg kunne styre min holdning til det. Det var som om, alt der blev sagt til mig var det eneste rigtige. Selv små jokes og kaldenavne blev taget personlige. Jeg følte mig fed, og det skulle bare ændres. Jeg startede med at træne virkelig meget, drikke mere vand og skære ned på kalorierne. Jeg har ikke selv følt, at der er nogen ændring, men det siger min mor og veninde, der er. Min holdning til vægttab er dog lidt anderledes end andres. Jeg vil tabe mig og træne, indtil jeg er tilfreds med det jeg ser i spejlet. Jeg vil ikke ligne et skelet, men derimod have små markeringer fra muskler gjort tydeligere på kroppen. Jeg synes, man skal forholde sig positiv og kun ændre sig for sin egen skyld. De dårlige tanker man har om sig selv, skal rystes væk! Det eneste mål jeg har, er at være den bedste version af mig selv. Det er ikke alle piger, der har nemt ved at komme i skole uden make up og det pæneste tøj, der matcher, men det kan jeg, og det er så dejligt. Jeg er ligeglad med, hvad andre synes om mig størstedelen af tiden, og det er noget mange har svært ved. Jeg har ud fra egen erfaring lært, at min egen mening er den vigtigste for mig selv. Man kan ikke være elsket af alle, så hvis en person ikke synes om mig, er det fint. Make up, glamourøse ting og sager sammenligner jeg med en facade eller en mur, man kan gemmer sig bag. Hvis man har det, der skal til, vil folk ikke hakke ned på en eller mobbe. Man er nemlig bare ligesom alle andre, hvilket ikke er sjovt. Det er jo normalt at have make up på, da det er noget man bruger for at blive mere tilfreds og sikker med sig selv i hverdagen. Lidt sjovt synes jeg, det er, at folk ikke tør komme ud blandt folk, når de ser helt naturlige ud, men det er vel retfærdigt. En stor ændring på folks synspunker omkring plastikoperationer osv er også markant. Folk har ikke længere så modvillige til at blive indsprøjtet med alt muligt, for at blive mere tilfreds med sig selv. Mange unge piger får også lavet brystoperationer, fordi de er utilfrdse med det, de allerede har. Der er i det hele taget kommet mange muligheder og metoder til, hvordan man kan ændre sig selv, hvis man er utilfreds. Hverdagen er begyndt at afhænge kun af det mterielle og udsendsmæssige. Folk ser næsten bort fra personligheden, når de møder en person for første gang. Selv gør jeg det også nogle gange, men det er fuldstændig forkert. Tyk eller tynd, grim eller smuk, så burde der ikke være forskel på hvad man lægger mest vægt på: Personligheden, det indre, det der definerer os som menneske. Ikke en pæn mund, det rigtige tilbehør eller den perfekte krop. Jeg synes, at folk er blevet mere og mere overfladiske omkring alt for mange ting.
Det er gratis at oprette en konto