Den dominerende metafor i Blichers lyriske digt Præludium , digtets grundmetafor, er billedet af fuglen i to varianter, der sættes op mod hinanden og spejler det lyriske jegs indre konflikt: bur-fuglen over for træk-fuglen. Inden for rammerne af dette billede afsøger jeget sin eksistens’ yderste poler: liv og død samt ikke mindst forestillingen om et liv efter døden, der tolkes som en befrielse fra jordelivets møje og besvær.
Digtets billedplan kan således bestemmes som kontrasten mellem burfuglebilledet og trækfuglebilledet, mens realplanet handler om mennesket, der i fuglebilledet bliver sig bevidst om dødens uafvendelighed som en befriende indgang til menneskets egentlige hjem: livet efter døden.
Digtet peger selv på nogle brudflader mellem billed- og realplan, nemlig dér, hvor billedplanet kun giver mening, hvis man tolker i overført betydning. Et sådant sted er fx strofe 5, hvor fuglen omtaler sig selv som “en stakkels gjældbunden Fange”, eller i strofe 7, hvor metaforen “gjældbunden Fange” udvides til “Livsfangen”.
I sin komposition kredser digtet stadig om det samme: DØD-LIV-DØD-LIVET EFTER DØDEN. Der foreligger således ingen klar fremadrettet bevægelse i tid og sted (kun tilbage i tankerne i stroferne 3-5); tid- og stedkoordinaterne er snarere bundet til grundmetaforens symbolfunktion jvf. “Sig nærmer Tiden” og “er kun her på Træk” (begge i første strofe), hvor begrebet symbol her i analysen forstås som den metafor, der dominerer hele teksten.
Det er gratis at oprette en konto