Først fra midten af 1700-t. kom slaveri og slavehandel under angreb fra flere sider, fra kvækere og metodister og fra oplysningstidens filosoffer. Adam Smith tog i sit værk An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations(1776) afstand fra slaveriet af økonomiske årsager, mens humanistiske eller religiøse argumenter dannede grundlag for The Abolition Society i Storbritannien, stiftet 1787, og bevægelsen Amis des noirs i Frankrig, stiftet 1788 (seabolitionisme). I spidsen for de britiske abolitionister stod William Wilberforce. Forslaget om forbud mod slavehandel vakte imidlertid voldsom modstand; store økonomiske interesser stod på spil både i Storbritannien, hvis skibe på dette tidspunkt håndterede mere end halvdelen af den amerikanske slaveimport, og i de britiske besiddelser i Vestindien.
Den danske finansminister Ernst Schimmelmann, hvis familie ejede ca. 1000 slaver i Dansk Vestindien, var stærkt påvirket af både de økonomiske og de humanistiske argumenter for en afskaffelse af slaveriet. Hans politik førte til, at Danmark som det første land i Europa i 1792 indførte et forbud mod slavehandel med virkning fra 1803; dermed skulle plantageejerne tvinges til at behandle deres slaver bedre, så de kunne reproducere sig selv. Snart fulgte Storbritannien, USA og Frankrig med forbud gældende fra hhv. 1807, 1808 og 1817. Under pres fra først og fremmest Storbritannien gennemførtes tilsvarende forbud i andre stater med interesser i slavehandelen i løbet af de følgende årtier. Håndhævelsen af forbuddet var dog ofte lemfældig, og især Brasilien og den spanske besiddelse Cuba lukkede øjnene for den illegale slavehandel, der blev drevet af købmænd fra en række europæiske stater og fra Brasilien og Cuba. Man regner med, at mere end 2 mio. slaver eksporteredes fra Afrika endnu efter 1810; heraf blev ca. 200.000 beslaglagt af især britiske patruljefartøjer. Først omkring 1870 rapporteredes der sidste gang om slavetransporter.
Det er gratis at oprette en konto