Vinden blæser hurtigt og kraftigt ned over standen, som fik vandet til at skumme og sandet til at ryge rundt i luften, som en tornado. Det er koldt, det regner let, sandet er koldt, vandet er koldt, og solens stråler kan ikke nå hende, de kan ikke trænge igennem, de regnfyldte sorte skyer. Hun går for sig selv, alene, kold og med mange negative tanker.
Hun tænker tilbage, husker den gang hvor der altid var solskin, hernede på stranden, vandet lå stille, sandet var dejlig varmt og solen bagte. Hun husker da de løb sammen, og fik det varme sand mellem tæerne, for de begge havde taget deres sko af, da de hadede at få sand i skoene. ”Det er som at ’moonwalke’ på sandpapir” plejede Kristine at sige, hvis hun tog ’sandede sko på.
Virkelighedens tanker rammer hende igen, hendes øjne bliver igen matte og uden glæde. En tårer triller ned af hendes kolde, røde kinder og bliver til is, da kulden rammer den. En til, triller ned af kinden, videre ned forbi munden og drypper af ansigtet, da den når hagen. Vinden tager til og blæser i hendes hår, som ellers var sat op i en knold, men elastikken er røget ud og håret blæser til alle sider. Hun går med tunge skridt og en tåre på kinden, ud mod vandet, hun vil bare se sig selv, spejle sig selv i vandet, og lige mærke det, bare én gang til, inden hun går. Hun bukker sig, samler en sten op og kaster den ud i vandet, den får vandet til at lave cirkler.
Det er gratis at oprette en konto