Dansk Novelle

“behøver du at tage med?” spørger Ida, Ida er den smukkeste pige på hele skolen og på en eller anden mirakuløs måde er min kæreste. “Ja, min far bliver stik tosset hvis jeg ikke tager med” svare jeg med min dybeste stemme for ikke at at lyde bange. Jeg? Tja, Jeg er er bare mig og mig er bare Jeg. “Men hvis du tager afsted i en måned, så bliver je…” toget afbryder hendes lyse stemme som plejer at knække når hun er stresset. “Jeg bliver nød til at tage afsted, og bare rolig jeg hjemme inden du kan nå at sige mit navn. Jeg kigger hurtigt på mor, men vælger at vinke til hende i stedet for at sige farvel, jeg vender mig mod toget, tøver et sekund og tænker “Du kan jo stadig bare lade vær også aldrig se far mere, ?ygte med din smukke kæreste og starte en ny familie i en ny verden… Nej.” Jeg ryster på hovedet og går afslappet ind i det sorte lokomotiv tog. I den lange 4 timers tog tur kigger jeg ud af det tykke vindue, jeg prøver at tænke på min far, min far der forlod min mor og tog til Sverige bare for at få noget “kvalitets tid” med sig selv. “Ha” råber jeg nærmest ud i kupéen, alle i kupéen kigger hen på mig som om jeg er ved at sprænge toget i luften. Jeg er ligeglad, jeg kan ikke rigtig være i mig selv fordi jeg ikke rigtig har løst til at tage ud til den store kolde vinterhytte midt ude i ingenting, “ja faktisk ville jeg hellere sove på Idas kolde gulv i en måned end at bare være sammen med min far i én dag” hvisker jeg til mig selv. Jeg kigger ud af vinduet igen der er sne på træerne nu og ingen blade, “vi må være i Sverige” tænker jeg. Toget stopper. Jeg tager min kuert og træder usikkert ud af toget, jeg får øje på far og bliver lettet, jeg ved ikke hvorfor jeg bliver lettet men det gør jeg bare. Kulden sniger sig igennem min råde hættetrøje, jeg forslår til far om vi ikke skulle tage hjem, han kan se jeg fryser og siger “jo, lad os komme hjem i varmen”