Elektromagnetismen blev opdaget af en berømt fysiker, H.C.Ørsted. Han fandt ud af at der var et magnetfelt rundt om en ledning. Det opdagede han i 1820. Magnetfeltet kan gøres stærkere ved at vikle ledningen rundt om fx et stykke jern. Jo flere viklinger, desto stærkere magnet. Magneten kan også gøres stærkere ved at lade mere strøm løbe gennem ledningen. Ligesom en stangmagnet har en elektromagnet en nord og en sydpol. I det hele taget opfører en elektromagnet sig som en permanent magnet. Den kan tiltrække de samme materialer, og den kan frastøde/tiltrække andre magneter. En elektromagnet har dog en fordel: Man kan slukke for den. En elektromagnet holder op med at være magnetisk, når strømmen afbrydes. En elektromagnet fungere ved at der i fx. et stykke jern er en hel masse småmagneter. Disse småmagneter ligger i et stort rod og peger i alle retninger. Derfor er et stykke jern ikke magnetisk. Hvis man vikler en ledning rundt om jernet og sætter jævnstrøm til, vil ledningens magnetfelt rette alle småmagneterne op, så de peger i samme retning. Derfor er jernet nu blevet en stærk magnet. Når man slukker for strømmen igen, vil småmagneterne straks rode sig sammen igen. Michael Faraday var en engelsk fysiker. Han brugte det Ørstad fandt ud af og viste det omvendte, nemlig at et magnetfelt skaber et elektrisk felt, altså induktionsstrømmen. Induktionsstrøm kan frembringes ved at bevæge en stangmagnet op og ned i en spole. Dermed bevæger strømmen i spolen sig frem og tilbage i ledningerne. Denne type strøm, hvor strømmen løber frem og tilbage, kaldes vekselstrøm. Jævnstrøm løber altid kun en vej. Det viste sig, at jo flere vindinger spolen havde, desto mere strøm og højere spænding kunne man producere. Jo hurtigere magneten bevæger sig, desto mere strøm blev der produceret. Og jo kraftigere en magnet, man brugte, desto mere strøm kunne man producere.
Det er gratis at oprette en konto