Hvorfor hader vi at vente?

Vi kender alle sammen følelsen af at sidde i et venteværelse hos lægen. Den tunge, trykkende stemning, der hænger over det kliniske værelse, hvor ingen føler, at de må sige noget. Ingen anerkender rigtig hinandens eksistens. En sidder og bladrer i en udgave af Billedbladet uden rigtig at læse det, en anden piller negle, mens en tredje stirrer stift på en plakat på væggen. Alle sidder de og venter nervøst på det samme: at lægen stikker hovedet ud af døren og siger netop deres navn. Jeg kender folk, der er decideret angst for venteværelser. Selv bryder jeg mig heller ikke om dem. De fleste synes, at venteværelser er ubehagelige. Vi mennesker bryder os simpelthen ikke om at vente. Irritationen er stor, når toget er forsinket, selvom man egentlig ikke skal nå noget særligt, tiden går så meget langsommere, når man venter på forsinkede gæster, og maden på restauranten må endelig ikke tage for lang tid om at komme. Men hvorfor er vi så bange for at vente? Først og fremmest er vi mennesker vanedyr, som elsker, når alting går som planlagt – vi elsker at skemalægge hverdagen. Men ventetid og tænketid er aldrig en del af skemaet. Ventetiden dukker altid uventet op. Vi har en forventning om, hvornår toget, gæsterne eller maden vil dukke op, og når forventningerne ikke bliver indfriet, så lever virkeligheden ikke op til vores planer. Vi bliver pludselig usikre. Hvornår kommer gæsterne egentlig? Kommer maden overhovedet? Og ikke mindst: hvad skal jeg lave i mellemtiden? Vi har opfundet en masse smarte apparater, der er designet, så vi kan undgå at være alene med os selv. Ting, der kan distrahere os, når vi venter. TV, computere og smartphones. I takt med, at de er kommet på markedet i stigende grad, er vi blevet værre og værre til at lytte til vores egne tanker. Når man er alene, kan man bare underholde sig med Facebook eller Netflix, så man ikke behøver kede sig. Vi gør alt for at undgå at være alene med vores tanker. Men når vi skal vente, bliver vi pludselig efterladt med tankerne. Ventetid bliver automatisk tænketid og alenetid, og det tror jeg ikke, vi har det så godt med. Men har ventetiden altid været så stort et problem, eller er det kun et problem for det moderne menneske? Er den store ventelede noget nyt? Det tror jeg egentlig ikke. Jeg tror, at mennesker altid har været utålmodige og usikre, når de bliver konfronteret med den ukendte faktor i ventetiden. Men jeg tror også, at problemet er blevet større det sidste århundrede. Alting skal pludselig gå så hurtigt: man skal hurtigt tage en uddannelse, som man sandelig ikke må være for længe om at vælge, man skal hurtigt ud på arbejdsmarkedet og arbejde så meget og så hurtigt som muligt, så man hurtigt kan blive pensioneret. Vi bliver ikke opfordret til at tænke, men til at gøre, og vi skal helst have noget at tage os til konstant. Det moderne menneske afskyr simpelthen ventetid. Men er venteleden god for os? Det er jo den, der giver os ambitioner, det er den, der konstant skubber en fremad, hvis man skulle gå i stå, og det er den, der gør, at man ikke slumrer hen i dovenskab. Venteleden er det, der gør, at man kommer videre; videre i planen, videre i skemaet, videre i systemet. Det er den, der gør, at maskineriet kører videre, og at alt og alle bestræber sig efter at komme til tiden. Men jeg tror samtidig også, at vi moderne mennesker tager for meget afstand til ventetiden, til tænketiden. Det kan i de værste tilfælde lede til depression og stress, som jo nærmest er folkesygdomme i dagens Danmark. Vi giver aldrig plads til venten, og der er sjældent pauser i vores tætpakkede skema. Alt skal gå så hurtigt som muligt, så vi ikke har tid til at stoppe op og tænke over, hvorfor vi egentlig gør, som vi gør. Hvorfor skal vi skynde os så meget? Hvad er det, vi skal nå? Hvad fører det hele til? Og er livet i virkeligheden ikke én lang ventetid? Jeg tror, at vi moderne mennesker skal lære at acceptere ventetiden. Vi skal lære at se os selv i øjnene, og vi skal have tid til at tænke over, hvorfor vi gør, som vi gør. Vi skal lære at tolerere, at vi ikke altid kan skemalægge og forudsige alting, og vi skal kunne rumme det ukendte i ventetiden. Vi har brug for ventetid og tænketid, så vi kan lære os selv bedre at kende, og så vi kan undgå stress og overbelastning hos en generation, der er opdraget med, at de skal tage så hurtige valg som muligt. Men jeg tror, at vi for alvor skal vente længe, før det bliver en realitet!