Jo, engang henrettede vi mennesker i Danmark. I Svendborg dinglede den sidste forbryder i sit reb på byens galgebakke i 1853. Han hed Niels, gjorde forbryderen, og var 15 år gammel. “Ildebrandsdrengen” blev han også kaldt, fordi han havde brændt i hvert fald én lade ned, og han havde helt sikkert slået en lille dreng ihjel. Måske var det ikke med vilje, men det ændrer ikke noget ved resultatet. Drengen var død, og nu skulle retfærdigheden ske fyldest, som man siger, og det betød, at Niels selv skulle aflevere sit liv.
Historien om Niels begynder nærmest samtidigt med, at den slutter. Niels har få timer tilbage af sit liv og sidder i en klam og kold fængselscelle, mens hans tanker flagrer og fortæller om sult, glæder, sorger, håb, drømme og hårdt slid. Uden for fængselscellens lille vindue piber en sølle trebenet hund og den er det tætteste, han har på familie eller en ven. Engang havde han en far, der ligesom hunden også var i stykker. Farens største frygt var, at de skulle ende på fattiggården. Det ville være det samme som at blive begravet levende, sagde han. Derfor måtte de hutle sig igennem. Hver dag et nyt sted, hvor de nu kunne finde arbejde, og om natten puttede de sig i udhuse, lader eller under åben himmel. Sulten åd sig altid ind på dem, og en dag må Niels fortsætte livet uden faren, som er slidt op.
Det er gratis at oprette en konto