Analyse af Jan Sonnergaards novelle 'Polterabend'

Polterabend er en novelle skrevet af den velbekendte danske forfatter, Jan Sonnergaard. Novellen er fra novellesamlingen ”Radiator” af den danske forfatter udgivet i 1997. Polterabend, som er titlen på novellen, er en tysk betegnelse for den aften, hvor man som venner og familie samles for at fejre den sidste dag før brud og brudgommens endelige bryllup finder sted.

Den kronologiskopstillede novelle omhandler den unge brudgom, Simon, der gennem novellens forløb konstant hyldes og fejres med kæmpe brag af de omkringværende individer. I novellens begyndelse beskriver fortælleren, hvordan Simon og Evas venner allerede tidligt på dagen efter morgenmaden drikker og fester med ”en lille pose med musik fra starten af 90’erne” (side 1, linje 5) i deres lejlighed på Slagelsesgade. Senere på dagen bliver Eva og pigerne hentet af Hells Angels rockere, også selvom ”… Simon egentlig ikke kunne lide det… ” (side 1, linje 21) og ”… ikke deltog i alt det der mediehalløj med bander… ” (side 1, linje 22). Da Simons venner - blot efter Evas kørsel med HA rockerne - ankommer til Simons lejlighed, ender det i en masse druk og tilråb som ”Tillykke! ” (side 1, linje 31), hvor de i høj grad hylder Simon for den store dag i morgen. Fortælleren beskriver drengene som velklædte, hvor især Allan er rimelig velklædt med ”… jakke og slips fra Tøjeksperten… ” (side 1, linje 31). Drengene tager senere toget ind til det indre København, hvor de ender med at klæde Simon ud som en baby midt på Halmtorvet, og betaler en narkoluder for at lægge an på ham i en time, for det var ”… Simons dag i dag… ” (side 2, linje 33). Den festlige stemning hang i atmosfæren hele vejen igennem København, indtil de til sidst slog sig ned på Cafe Europa, hvor alt fra whisky til mexicansk øl blev hældt ned i de mange kroppe samtidig med, at Simon gennem forløbet kunne bemærke, hvor meget han allerede havde savnet sin kommende kone, Eva. Og netop som Allan midt i den europæiske café råbte ”Din kone har ikke store patter … hun har et yver … muh… ” (side 3, linje 38), trådte Simon ud foran, og råbte ham direkte op i ansigtet. Herefter blev de andre drenge hurtigt en del af slagsmålet, hvor de - trods deres ”tætte” venskab - sloges, og hvor det hele mundede ud i kaos. Fortælleren fortæller ligeledes, at selvom de flere gange havde været oppe at sloges for sjov, endte de altid med at tilgive hinanden, uanset hvor alvorligt det end ville forekomme. Men denne gang var det anderledes. For pludselig hørtes et skud, hvorfra damp og røg eskalerede. Simon ”faldt sammen på fliserne” (side 4, linje 20), og et soleklart skudhul kunne anes i det højre øje.