Jan Sonnergaard debuterede med sin novelle samling radiator i 1997. Han skriver primært om 1990'ernes Danmark, hvor samfundet var både monotomt og meningsløst. Han skriver med et groft, detaljeret sprog, der fortæller om temaer som vold, druk og erotik. Det er også de temaer Polterabend drejer sig om. Med Polterabend beviste Sonnergaard overfor kritikerne, den minimalistiske novelle ikke var hans kald. Han demonstrerer derimod mod den moderne og normale skrivestil, hvor man ikke ser hele problemet, men kun overfladen. Ligesom et isbjerg, hvor man kun ser toppen af bjerget, mens resten gemmes under overfladen. Sonnergaard siger det ligeud, hårdt og brutalt, og der overlades ikke meget til fantasien.
Og det er lige præcis det man kan forvente af Polterabend. Den er rå, og helt uden filter.
”Polterabend” er kronologisk og fortælles af en jeg-fortæller, som læseren aldrig for at vide hvem er. Han er anonym. Han observerer begivenhederne på afstand. Det er enten en gammel ven, eller en stalker. Så må læseren jo selv afgøre, hvad der hældes mest til. Det er tænkeligt at jeg-fortælleren engang var inde i gruppen, men så af en grund, blev frosset ude. For som han selv siger i starten af teksten: ”Det var først meget senere, jeg selv kom ind i billedet. Meget senere i forløbet af deres dag..”(s. 164, 22-23) Det kan være at nag plager ham, og han vil elske at se de andres input og stridigheder. Derfor vælger han at dække hele situationen og forudse det utænkelige ske. Det er hele tiden i luften, at det vil gå galt. Hvis det nu var Simons synspunkt, ændrer det en del. Det havde præget historien. Hans følelser havde ændret på tingene, og havde ikke været nær så rene. Der ses med andre øjne på begivenhederne, der tager sted, og kan ud fra det skabe en holdning. Altså tager den anonyme mand ikke stilling til det der foregår, der bliver bare oplyst præcist, hvad der sker.
Det er gratis at oprette en konto